Fortsæt til indhold

Nyt firma vil bryde med paradoks

Iværksættere vil nedbryde paradoks for at få studerende i arbejde

Samfund
Jeppe Kristensen

Når studerende på de mange kommunikationsuddannelser og deslignende i Aarhus er færdige, uddanner mange sig til arbejdsløshed det første år. Det vil fire unge iværksættere nu lave om på. Derfor har de oprettet Kommunikationsportalen.dk, hvor unge studerende fra Aarhus kan oprette sig en profil til profilering over for virksomhederne i kommunikationsbranchen.
“Vi vil overskueliggøre den masse af både studerende og virksomheder, der ligger derude, så det bliver nemmere at ansøge studie-, praktik- og freelancejobs,” siger Martin Andersen på 23 år.
Han er en af fire ejere af Kommunikationsportalen.dk, der er bindeled mellem studerende og dimittender og virksomheder.
“Vi har i vores undersøgende fase fundet frem til, at cirka hver tredje kommunikationsstuderende efter endt uddannelse, starter deres karriere med at være arbejdsløs i det første år. Og vi ved, at syv ud af ti virksomheder fravælger ansøgere, hvis de mangler erfaring fra “det virkelige liv” i den pågældende branche. Det er et erfaringsparadoks fordi, hvor skal de få erfaringerne fra, hvis virksomhederne fravælger dem,” fortæller 24-årige Benjamin Engrob Hjul Jakobsen, som ved siden af at være medejer af Kommunikationsportalen.dk, studerer på Aarhus Universitet.
Men den unge virksomhed henvender sig ikke kun til studerende. De vil også samle virksomheder, der kan tilbyde studie- praktik- og freelancearbejde.

Store iværksætterdrømme

Selvom Kommunikationsportalen.dk er en spritny portal, så fejler ambitionerne ikke noget.
“Vi vil gerne fokusere på Aarhus, fordi det er her, vi bor, og der er rigtig mange studerende i byen, men på sigt vil vi gerne starte op i andre uddannelsesbyer i Danmark,” siger Martin Andersen, der er ved at lægge sidste hånd på sit speciale indenfor Finans og Information Management.
“Vi vil gerne give studerende relevante studiejobs og praktiksteder, sådan de er klædt på til en karriere, når uddannelsen er færdig.
Tidligere har udfordringen været, at det er som at lede efter en nål i en høstak, når man vil finde det, der passer til ens kvalifikationer, hvad enten det gælder studie- eller praktikantjobs,” forklarer Benjamin Engrob Hjul Jakobsen.