Farvel til måltal for inklusion
Christian Haugk, medlem af
byrådet for Socialdemokratiet
Vranderupvej 45
6000 Kolding
Regeringen vil droppe måltallet om at 96 % af eleverne skal inkluderes i folkeskolen. Det er jeg helt enig i.
Det er en underlig størrelse med et nationalt måltal, der fastlægger hvilke børn der skal være i en almindelig skoleklasse. Det bærende princip bør være, at det skal give mening for den enkelte og for fællesskabet – hvad enten eleverne hører til det såkaldte normalområde eller specialområdet. Det må og skal handle om det enkelte barn og samfundets ambition og ønske om at skabe de bedste muligheder for netop det barn, og ikke en rigid kasse hvor børn skal presses ned i.
Jeg håber, at vi snart begynder at tale netop om normalområdet og ikke problematisere det at være i en helt almindelig skoleklasse i Danmark.
Vi bør have det udgangspunkt, at alle er en del af det samme fællesskab. Og så skal kommunerne have et beredskab i form af et gode specialtilbud til de børn, der ikke har glæde af at være i en almindelig skoleklasse. Vi skal give vores børn de bedste vilkår, det får de ikke med rigide måltal fra Slotsholmen.