Ung aarhusianer nærmer sig verdenstoppen
På et år er Anders Antonsen rykket mere end 700 pladser frem på verdensranglisten. Det er blevet til fem sejre i seniorturneringer rundt omkring i Europa
Aarhusianske Anders Antonsen har et erklæret mål om at blive verdens bedste badmintonspiller.
Selv om der endnu er et stykke vej, til han har nået sit mål, har han det seneste år taget særdeles store skridt mod, at det kan komme til at ske.
For den 18-årige Anders Antonsen er det seneste år rykket fra en verdensranglisteplacering som nummer 765 og op til aktuelt at være nummer 47, hvilket er hans højeste placering nogensinde.
Da kalenderen sagde april 2015, havde han knap spillet en seniorturnering, og nu, et år senere, har han stået som sejrherre i profilerede seniorturneringer hele fem gange. I henholdsvis Østrig, Sverige, Irland, Belgien og Holland har han vundet turneringer, og i flere af dem er det endda sket, på trods af at han først skulle gennem en kvalifikationsturnering for at blive en del af hovedturneringen.
“Det er gået langt bedre, end jeg havde forventet. Faktisk har jeg været lidt overrasket over, hvor stærkt min udvikling er gået. Jeg mangler dog endnu noget på det fysiske plan, inden jeg kan matche de bedste spillere i Europa og resten af verden,” siger Anders Antonsen, der stiller op for Aarhus Badmintonklub, også kendt som AB.
Badminton på fuld tid
Placeringen i top-50 på verdensranglisten betyder, at det store badmintontalent nu kan deltage i kvalifikationen til de lukrative Super Series-turneringer, der er de største i badmintonsporten.
“Min nye placering på verdensranglisten giver mig mulighed for at spille mig videre til de turneringer, hvor verdens bedste stiller op. Det bliver et vigtigt skridt i min videre udvikling,” siger Anders Antonsen, der skal op omkring top-30 på verdensranglisten for at være sikker på en plads i Super Series-turneringerne.
Han er lige nu badmintonspiller på fuld tid. Faktisk betragter Anders Antonsen sig selv som professionel.
“Jeg træner dagligt og er i stand til at leve fint af mine resultater på badmintonbanen. Derudover har jeg rejst meget det seneste år, så det er vist ikke helt forkert at kalde mig professionel efterhånden,” siger han.
Til sommer regner Anders Antonsen med at flytte til København, så han kan komme tættere på landsholdstræningerne, der foregår i det københavnske. Han var i øvrigt en del af det danske landshold, der for nylig fik en guldmedalje ved hold-EM i Rusland.
På den anden side af sommerferien regner han også med at tage skolebøgerne til sig igen. Han har endnu ikke besluttet, hvad han skal kaste sig over, men han forestiller sig, at det vil blive enkeltfag på HF eller lignende.
Stor tro på sig selv
Verdens bedste badmintonspillere vil til august være samlet, når der er olympiske lege i Rio de Janeiro, men det er nok for optimistisk at tro, at Anders Antonsen allerede vil være at finde på deltagerlisten i Brasilien. Han har dog en klar forventning om, at han er med, når der er OL i 2020.
“Det er en kæmpe drøm at komme med til OL, for jeg er ikke i tvivl om, at det vil blive den største oplevelse i mit liv. Så det skal jeg bare med til i fremtiden,” siger Anders Antonsen.
Som tidligere nævnt er han lige nu nummer 47 i verden, men inden alt for længe tror han på, at han er med, hvor det er rigtig sjovt.
“Jeg håber, at jeg kan blande mig i verdenstoppen inden for et par år eller tre. Hvis jeg fortsætter den udvikling, jeg har været igennem det seneste år, kan det også gå endnu hurtigere med at nå toppen,” siger han.