'Her er vi et fællesskab'
Børn og unge fra Gilbjergskolens afdeling Idrætsvej er midt i et undervisningsforløb på Passebækgård Golf
SKOLEPROJEKT: "Det handler om personlig udvikling. Det er jo helt op til dig selv, og kun dig selv, at få ramt den lille bold med et stykke jern, og dermed opnå succes. Når det lykkes, er det en fed følelse. Når det ikke lykkes, må du på den igen".
Peter Bergstrøm, formand for den lokale golfklub er imponeret over de unge mennesker, der nu for tredje gang er på besøg på den grønne golfbane ved Gilleleje. Fem gange i alt skal eleverne fra Idrætsvej på banen, og allerede nu konkluderer både Peter Bergstrøm og skolens pædagoger, at forløbet er en succes for de 11-16 årige unge mennesker med særlige behov. Elever der bokser med alt fra ADHD til autisme.
"Ud over de små succeser og de små sejre på banen, får de jo også en oplevelse af, at skulle koncentrere sig, og vigtigheden af at skulle kunne koncentrere sig. De oplever fællesskabet, der også skabes ved at man bakker hinanden op i hinandens spil. Og så giver det da noget ekstra liv her i klubben og på banen", siger Passebækgårds formand, der ud over arrangementet med de unge fra Idrætsvej, også tilbyder "Skolegolf" til kommunens folkeskoler.
"Skolegolf" trak sidste år over 140 børn og unge til den lokale golfklub.
En pædagogisk succes
Pædagog Kim Olsen fra Idrætsvej er med egne ord, på ingen måde golf-mand. Alle, både eleverne og de voksne, er derfor nybegyndere, og på samme niveau. Og lige børn leger som bekendt bedst.
"Der er ingen her der er foran eller bagud. Vi er et fællesskab, og alle kvajer sig lige så meget som vi rammer bolden perfekt. Jo, det er sjovt, og det er vildt at se, hvordan alle er fokuserede og koncentrerede, fordi man er tvunget til det for at ramme rigtigt", understreger pædagog Kim Olsen, og fortsætter.
"Enkelte af de unge har normalt svært ved voksenkontakt, og svært ved at tage i mod en besked og handle ud fra den. Men ikke her. Her tager de bare i mod, og gør det. Det er bare et eksempel på, hvordan undervisning kan gøres på så mange forskellige måder. Det understreger også bare vigtigheden af, at skoler og foreninger samarbejder, og dermed kan give børn og unge forskellige tilgange til undervisning".