Horsens-pige tager fire år som Cowgirl i USA
Golftalentet Stephanie Astrup har fået amerikansk scholarship
Den amerikanske delstat Oklahoma er historisk set kendt for køer, cowboys og cowgirls. I nyere tid er universitetet Oklahoma State University kendt for at udklække dygtige golfspillere, der bliver kaldt Cowboy and Cowgirl Golfers.
Fra 2017 og til og med 2020 får universitetet en dansk Cowgirl i skikkelse af 18-årige Stephanie Astrup fra Horsens Golfklub. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
“Jeg har sagt ja til fire års scholarship på Oklahoma State University, hvor flere af topspillerne har gået. Universitetet ligger i top 10 i USA, og jeg er enormt glad for og stolt over, at de har valgt mig. Selvfølgelig var det en stor beslutning, men i virkeligheden var den ikke voldsomt vanskelig. Stedet har alt, jeg kan ønske mig. Trænerne er gode og utroligt søde, og jeg følte mig allerede hjemme, da jeg besøgte dem tidligere i år,” siger Stephanie Astrup.
Dansk mester
Den 18-årige golfpige blev i 2015 Danmarksmester i hulspil. Udover DM-titlen bød sæsonen på flere gode resultater, blandt andet en tredjeplads ved DM i slagspil for damer, sejr i ranglisteturneringen Møn Open og et hop på verdensranglisten på adskillige hundrede pladser. Det førte til en landsholdsudtagelse, deltagelse i VM samt mange stærkt besatte turneringer på flere kontinenter.
“Jeg har lært en masse af at spille med i turneringer som Annika Invitational i Sverige, British Girls Open i Skotland og VM for hold i Texas,” siger Stephanie, der også spiller på Horsens Golfklubs 1. Divisionshold.
Formand i Horsens Golfklub Per Offersen glæder sig over Stephanies succes:
“Ikke kun fordi hun blev den første senior-danmarksmester i klubbens historie, hvilket i sig selv er flot. For mig er det også vigtigt, at hun har fået hele sin opdragelse her, og at hun fortsat har en tæt tilknytning til klubben. Det understreger, at vi er en klub med plads til både bredde og elite.”