Fortsæt til indhold

Naturevent i Ris-Tebstrup igen, igen

Arrangement gentages - 100 var med til det første

Samfund
Arkiv

I starten af april mødte mere end 100 mennesker op til NATUREVENT i Ris-Tebstrup. Derfor gennemføres et lignende arrangement 22. maj, hvor hele familien er velkommen til at deltage.
Det er lokale foreninger og DGI Østjylland, der inviterer til NATUREVENT, hvor der vil være aktiviteter i naturen for både børn og voksne som en del af projektet Luft under lokale vinger.
”Vi oplevede en kæmpe opbakning sidste gang, hvor mere end 100 mennesker deltog i løbet af dagen. Der var en god stemning, og derfor gentager vi nu successen,” fortæller Thomas Hviid Madsen, projektleder hos DGI Østjylland.
Landsbyordningen Ejer Bavnehøj vil danne rammen, når forhåbentlig mange borgere i alle aldre fra Ris-Tebstrup-området deltager i NATUREVENT's forskellige aktiviteter.
Det er aktiviteter som Mountainbike-teknikkursus for dem, der ønsker viden om teknik, op- og nedkørsel, sving og drop. Egen mountainbike skal medbringes.
En tur gennem lokalområdets forårsnatur er også på programmet. Her vil en naturvejleder guide gennem lokalområdets flotte forårsnatur. Der vil være mulighed for at se naturens udformning og imponerende evne til tilpasning.
For hele familien er der sjov og udfordrende adventureløb, hvor familiemedlemmernes evner inden for blandt andet flødebollekast, kæmpe slangebøsse og naturbanko skal testes.
Under aktiviteterne vil spejderne sælge pølser, øl og vand, så der er rig mulighed for at få en hyggelig dag. Efter aktiviteterne byder DGI Østjylland på en kop kaffe samt information om projektet Luft under lokale vinger. Der lægges op til en snak omkring, hvordan endnu flere aktiviteter i den lokale natur kan sættes i gang. Samtidig vil børnene have mulighed for at brænde endnu mere krudt af, når der er åben hal.
Unikt landskab
Ris-Tebstrup udgør sammen med Hylke en landsbyklynge, der på grund af sin flotte natur er særligt udvalgt til deltagelse i Luft under lokale vinger af DGI Østjylland og Skanderborg Kommune.