Det offentlige er kirkens krop

Vores folkekirke blev til sammen med demokratiet i 1849. Kirken og det offentlige fik fælles grundlov, hvor det står, at folkekirken er evangelisk-luthersk under fælles overhoved med det offentlige – nu Dr. Margrethe.
Det offentlige og folkekirken er to sider af samme mønt ifølge grundloven. Det er, fordi kirken er luthersk. I folkekirken taler vi om to regimenter - et verdsligt og et åndeligt regimente. Kirken tager sig af det åndelige, og det offentlige, dvs. velfærdsstaten tager sig af det verdslige. Det er aftalen ifølge grundloven.
Skulle den dag komme, at kirken ikke er stor nok for staten til at være en folkekirke, så bliver kirken løsrevet fra denne aftale i grundloven. Så må kirken i gang med at skabe sin egen krop, sit eget bud på det verdslige.
Det verdslige styres af love og regler, som laves i folketinget. Lovene er til for de svage i samfundet. Lovene skal beskytte de svage mod de stærkere. Lovene er ikke de stærkeres redskab til at undertrykke de svage, selvom det har været gældende til andre tider.
Når kirken skal skabe sin krop, som den har haft tidligere, så må den lave skoler og hospitaler ved siden af selve kirken. Lige siden Jesus Kristus forkyndte Guds tilgivelse i ord og handlinger, har kirken haft helbredelse og uddannelse af mennesker som en væsentlig del af sit budskab. Kirken har hidtil overladt dette arbejde til det offentlige i grundloven. Men når staten løsriver sig fra folkekirken, så har kirken fået ansvaret for sin egen krop tilbage.