Åbne ord som ressourcebank
Præsteklumme Næste søndag skal vi høre fortællingen om Jesus som den gode hyrde. Jøderne kommer til Jesus og vil diskutere med ham: Kom nu, siger de, og fortæl os, hvem du er. Det må du da kunne – hvis du er Kristus, Guds søn, må du da kunne overbevise os.
Og hvad kan Jesus svare dem, mere end han allerede har gjort med sit liv og sine gerninger. Det gælder nemlig ikke om, siger Jesus, at han skal overbevise folk, nej det gælder om, at folk skal tage imod ham og det, han siger og det, han gør, og deri se Guds virke her på jorden. Det nye Testamentes ord er altså ikke ord, der står til diskussion som sådan, men ord der kan modtages – og kun modtages i tro.
Og kan man tro Det nye Testamentes ord, så bliver de til en livets kilde. I vores menneskeverden findes der mange ord, som lukker al begejstring og glæde. Det kan være, man bliver modtaget med et køligt og lukket 'Nå' eller 'Okay', når man bærer al sin begejstring og glæde frem for et andet menneske. Så slukkes glæden og begejstringen, og verden bliver grå og farveløs.
Det nye Testamentes ord er alle åbne ord, det er ord som indeholder en ressourcebank, hvor der på forhånd er sat mod, styrke og glæde ind på vores allesammens konto. Vi skal bare åbne kontoen og tage imod. Og det kan vi gøre ved at læse de nytestamentlige fortællinger.
Engang gjorde man også det, når man manglede svar på et eksistentielt spørgsmål, at man slog op et vilkårligt sted i Det nye Testamente og satte fingeren på et vilkårligt sted på den ene side, hvor man havde slået op. Og den sætning, man kom frem til, skulle så være svar på ens spørgsmål. Det kan man også prøve, men det kræver, at man hører til Jesu får, dem der kan høre hans stemme i de nytestamentlige tekster.
Kan man det, så åbner teksten mørket og spreder lys og håb og kærlighed og en tro på, at det alt sammen nok skal gå trods alle de mange lukkeord, vi møder omkring os.