OPSTAND-ELSE!?

Jamen, det er der da ikke ret mange, der tror på, sagde den 18-årige. Vi talte om opstandelse, både Jesus' og vi menneskers. Næh, sagde jeg, det er der måske ikke. Men det gør det nu ikke mindre vigtigt, mente jeg. Hvorfor, ville hun vide. Tjah, jeg tror, at det gør en forskel i vores liv, hvordan vi opfatter døden. Liv og død hører uløseligt sammen.
Så viste jeg hende et smukt billede. Man står inde i en gravhule, Jesus' ligklæder ligger tomme på en stenbænk og udenfor, i lyset, står Jesus og rækker armene frem mod Maria, der er faldet på knæ af glæde over at se Jesus igen. Et billede på Jesus' opstandelse, men også på vores. Når vi dør, står Jesus på den anden side af vores grav og rækker hænderne ud mod os. Den 18-årige syntes også, det var et pænt billede.
Man kan have mange gudsbilleder. Nogle tror, at Gud sidder udenfor graven med en stor sort bog og afgør, om man har levet godt nok til at komme i himlen. Så frygter man døden hele livet. Andre tror, man bliver født igen. Det er der også en dom i.
Jeg tror, at det ender godt. At vi alle bliver mødt af en kærlig Gud, der blæser livsånde i os igen. Jeg ved ingenting om det. Og jeg kan aldrig give et godt og konkret svar på hverken opstandelse, evigt liv eller Paradis. Det er ulogisk, det er mærkeligt. Og trøsterigt og stærkt. Når vi mister en, vi har elsket, så får vi lov at håbe på, at der er mere end døden. Jesus sagde, at han ville være sammen med os i al evighed. Lad os vove at tage ham på ordet.