Fortsæt til indhold

Diskoteksbesøg kan føre til plet på straffeattesten

Politiet advarer om, at man risikerer pletter på straffeattesten, hvis man forsøger at snyde sig ind på diskoteker og andre steder

Samfund
Arkiv

Sommerferien er lige om hjørnet. Det betyder fest og farver for mange unge – også unge under 18 år, som anvender andres ID (kørekort, sygesikringsbevis) i forsøget på at komme ind på for eksempel diskoteker, hvor adgangskravet visse steder er en alder over 18 år. Men de færreste tænker over, hvor store konsekvenser, det kan få at låne og anvende andres ID.
Snyderi med ID-kort betegner politiet som personelfalsk. Og det er en overtrædelse af straffeloven. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil seks måneder. Hvis man afsløres, vanker der en bøde på 1.000 kroner og en (betinget) plet på straffeattesten. Den første lovovertrædelse en ung mellem 15 og 18 år begår, kommer ikke på straffeattesten, medmindre der er tale om en særlig grov eller gentaget forbrydelse.
Hammeren falder også med bøde og plet på straffeattesten overfor den, som for eksempel har lånt sit kørekort ud til den unge og på den måde medvirket til forbrydelsen. Så det kan være dyrt for begge parter, oplyser politiet.