“Stolte over at have været friskole i 25 år”
Skolens jubilæum fejres lørdag 14. maj
Cecilie, Emilie og Nanna har sammen med de andre elever på Gjerrild-Bønnerup Friskole været med til at forberede skolens 25 års jubilæum. For et par uger siden lavede de i en hel uge ting, der skulle bruges til jubilæumsdagen.
I en pressemeddelelse til Lokalavisen fortæller de om de forskellige hold, eleverne var opdelt i.
“Stolte og beærede”
Musikholdet øvede Greatest Hits fra morgensamlinger de sidste 25 år. Trendholdet undersøgte udviklingen inden for mode, mad og musik fra 1991 og til nu. Andre elever lavede ting til udsmykning og nogle lavede Tivoli-boder. Alle tre piger glæder sig til at fejre skolen.
“Vi er meget stolte og beæret over at have været en friskole i 25 år, og vi vil gerne takke både elever, lærer og forældre.”
Jubilæet fejres lørdag 14. maj klokken 12 - 14 for alle nuværende og tidligere elever, forældre, ansatte og andre interesserede. Om aftenen er der festmiddag og musik.
“Rødder og vinger”
Lene Refsgaard, der har været med hele vejen, både som forældre, lærer og i en periode også leder af friskolen, beskriver i et indlæg til skolens jubilæumsskrift starten for Gjerrild-Bønnerup Friskole. Folkeskolen i Gjerrild og forskolen, der lå i Bønnerup, stod til lukning. En lang række borgere besluttede derfor at starte en friskole, og de første år havde den til huse i den kommunale folkeskole i Gjerrild, mens denne stadig var i gang. I 1995 købte de skolen af kommunen.
Hun beskriver også de ambitioner, der lå om at give børnene en god skole:
“(...) Kort sagt, vi ville give dem rødder og vinger. Vi vidste ikke i starten, at der var det, vi ville, men efterhånden som vi fik os snakket ind omkring indhold, fandt vi ud af, at dette – vist nok gamle indianske ordsprog – faktisk dækkede det, vi ville. (...)”
10 på venteliste
Skoleleder Jesper Mathiesen startede som skoleleder til august 2015, og han ser frem til at hilse på dem, der har været med til at forme skolen.
“Jeg glæder mig til at møde de mange mennesker, der er en del af skolens 25-årige historie.”