Medborgerskab kommer til at dreje rundt
Tirsdag 10. maj var der premiere på GIVISME-på-hjul-vognen, der vil samle mennesker fra nær og fjern og styrke medborgerskabet
Gåsevin, rygefade med lakridspiber og mælk i dannebrogs farver. Ja, der var ikke sparet på festlighederne, da det kreative fri- og værksted på Søren Frichs Vej 'Vanebrudspalæet' bød menige aarhusianere, lokale kendisser og det samlede aarhusianske pressekorps velkommen til præsentationen af medborgerskabsvognen GIVISME-på-hjul under den bagende sol i en baggård til Søren Frichs Vej.
Med solid støtte fra blandt andet Aarhus Kommune og Realdania er vognen blevet til virkelighed for de to projektledere og ildsjæle Thomas ‘VovemoD' Lütken og Jonas 'Pindhund' Hallberg, der er primus motor for vognen, som skal styrke sammenholdet og borgerskabet på tværs af kulturer, holdninger og samfundslag i Aarhus Kommune.
En brændende inspiration
Når GIVISME-på-hjul triller ud på de aarhusianske landeveje, så skyldes det i høj grad inspiration fra festivalen Burning Man, som bliver holdt i Nevadas golde ørken i USA.
“Hvert år er vi nogle stykker fra Aarhus, som tager af sted til Burning Man Festival, som er en non-profit, pengeløs festival, hvor man selv bidrager til skabelsen af festen. Det kan være med brød, musik og malerier,” siger Thomas Lütken og fortsætter:
“Men vi har også en stor forkærlighed for vogne, som for eksempel Volksvagen rugbrødet,” fortæller Thomas Lütken, imens han peger hen imod bilen, eller VW rugbrødet om man vil, som han sammen med Jonas Hallberg har restaureret.
En vogn for alle til alle
I afslutningen af præsentationen af GIVISME-vognen bliver der delt nøgler til vognen ud til alle de fremmødte. For som de kreative gutter selv siger:
“Det er ikke vores vogn, men samtlige borgere i kommunens,” jubler både Thomas og Jonas.
Et eksempel på dette er, da de fremmødte til afsløringen projektet bliver bedt om summe over, hvad den kan bruges til.
“Vi har brug for et sted, hvor vi kan samle folk. Og det er også det indtryk, gæsterne efterlader efter en spontan workshop, hvor de kan komme med gode idéer til, hvordan GIVISME-på-hjul kan bruges. Den skal skabe gavn for alle grupper i vores samfund. Uanset om man er hjemløs, eller det skal være en systue for syriske flygtninge eller børnehavebørn, som man kan bruge den til at optræde i,” forklarer Thomas Lütken.