Fortsæt til indhold

Stress af, hyg dig og tab dig i infrarød sauna

Som noget nyt kan du hos M Hudpleje gå i en sauna med infrarøde stråler

Samfund
Jeppe Rafn

Da M Hudpleje i oktober sidste år flyttede til nye lokaler på Kattesund i Horsens, investerede klinikejer Malene Nielsen i en infrarød sauna.
Ifølge Malene Nielsen hjælper de infrarøde stråler på huden ved for eksempel at hele ar og sår. Samtidig bevirker temperaturen på omkring 40-50 grader, at du forbrænder omkring 700 kalorier på 30 minutter. Sidst, men ikke mindst, kan opholdet i den infrarøde sauna være både afstressende, hyggeligt og sjovt, fortæller Malene Nielsen.
”Efter en lang dag med mange indtryk slutter jeg gerne selv dagen af med at tage en halv time i helt ro i saunaen og lade varmen sprede sig i kroppen.”
Dem, der bruger saunaen mod stress er typisk alene i saunaen, men hvis det er for at få en pænere hud, kan man fint være i den sammen med en anden. En del kærestepar og mor/datter kommer og sidder i saunaen sammen.
”Det er skønt at se dem komme ud og smile og bare have det dejligt efter at have haft en god stund sammen,” siger Malene og tilføjer, at hun indimellem også hører, at der bliver skraldgrinet i saunaen.

Passer på sine kunder

Som uddannet kosmetolog arbejder Malene mest med ansigtsbehandlinger og med at løse kundernes hudproblemer. Samtidig prøver hun at lære dem at slappe af og give dem ro, velvære og omsorg.
”Jeg passer på dem, vil jeg sige, og har et personligt forhold til mange. De kommer hver 3. eller 6. uge, så jeg hører om deres liv og hverdag. Nogen er kommet hos mig i flere år, og jeg synes, det er sjovt at følge folks udvikling. Jeg fortæller også om mig selv, så folk føler sig trygge og velkommen. Når jeg viser tillid, får jeg deres tillid, og det er vigtigt med tillid i vores fag. Folk skal kunne mærke, der er et rigtig menneske bag,” siger Malene, som bestræber sig på at gøre behandling, men også markedsføring så personlig som muligt.
Det er eksempelvis ikke en model, men hende selv, der pryder skiltet udenfor butikken.

En hyggelig bydel

Kunderne har ifølge Malene taget det positivt, at hun er flyttet fra sine tidligere lokaler på Gasvej til Kattesund, selvom de savner klinikkattene, som var i den tidligere klinik, der lå sammen med privatboligen.
Hun brugte en måned på at indrette klinikken sammen med sin mand, der er tømrer. Det er ham, der har lavet den specielle væg med træer, man ikke kan undgå at bemærke, når man kommer ind i klinikken.
Malene er også glad for selve stedet og gaden, hvor der er mange små butikker.
”Der er ved at være fyldt op med butikker, og det er en hyggelig bydel. Vi kender hinanden og sludrer sammen,” fortæller Malene, der er en af tre kosmetologer, der ligger meget tæt på hinanden.
På den anden side af gaden ligger Clinique Unique og V.I.P.pe Lounge, og der er også en fodplejer og en negletekniker lige i nærheden.
”Jeg synes, vi er gode til at hjælpe hinanden og henvise til hinanden,” siger Malene.