’Tal ordentligt’ til hinanden
Otte film klar til premiere onsdag 18. maj på Ørum Skole
“Jo, vi taler da nogle gange grimt til hinanden. Men for det meste er det bare for sjov.”
Ermin, Victor og Lærke, 7b på Ørum Skole, erkender at tonen blandt eleverne kan være lidt hård ind imellem. Men det skal ikke tages alvorligt. Og der er ingen i klasserne, der bliver hængt ud eller bliver mobbet.
“Sjovt nok er det mest pigerne, der bander”, erklærer Lærke.
10.000 kroner til vinderen
Ørum Skole satte tirsdag og onsdag i sidste uge fokus på den gode tone i samarbejde med mobilselskabet Call Me. Ud fra devisen “Tal ordentligt”, lavede eleverne i 7. klasse fordelt i otte grupper korte videoer om, hvorfor det er vigtigt at snakke ordentligt sammen.
Der er filmpremiere onsdag 18. maj klokken 19 på Ørum skole, hvor eleverne også vil fortælle om processen. Samtidig lægges videoerne på You Tube under “Tal ordentligt”, hvor man kan stemme om den bedste. Seksten andre skoler i landet deltager også.
Det er filminstruktør Thomas Villum Jensen og marketingdirektøren fra Call me, der er dommerkomité. Vinderfilmen præmieres med 10.000 kroner. Desuden er der en publikumspris på 5.000 kroner.