Børn i villakvarter i Låsby får national trafkpris
Når de voksne ikke kan finde ud af at køre forsvarligt, så må børnene selv tage affære. Børnene i grundejerforeningen Klanghøj i Låsby gad ikke længere vente på, at andre skulle gøre noget for, at deres kvarter skulle blive mere trafiksikkert.
Derfor fandt de sammen og satte fartdæmpende skilte op i kvarteret. For den præstation modtager børnene i Klanghøj nu 10.000 kroner samt titlen som Årets Trafikildsjæle.
“Børnenes indsats for den helt nære trafiksikkerhed fortjener et stort skulderklap. Takket være deres hjemmelavede skilte sidste år er der kommet et skærpet fokus på at holde øje med hinanden i trafikken,” siger Alice Lundager, fra GF Forsikrings fond, som står bag prisen.
Gennem nogen tid har beboerne i Klanghøj været utrygge ved trafikken i deres labyrintiske villakvarter, hvor der er mange sideveje. Efter forgæves forsøg på at få hjælp til skiltning fra myndighederne, tog børnene selv affære.
“Vi vil gerne støtte forebyggende indsatser som dette, for alt for ofte kommer opmærksomheden først, når skaden er sket, og de alvorlige uheld har ramt. At det er borgerne selv med børnene i front, som står bag, gør kun indsatsen endnu stærkere,” understreger Alice Lundager.
Prisoverrækkelsen foregår lørdag 21. maj kl. 12.30 på Klanghøj i Låsby.
bo