Fortsæt til indhold

Stabler stor koncert på benene

René Meyrowitsch arrangerer støttekoncert med kendte navne

Samfund
Finn Due Larsen

Billeder af uledsagede, traumatiserede flygtningebørn, der søger mod Danmark og driver rundt alene, har brændt sig fast hos mange.
For den 70-årige René Meyrowitsch har billederne vakt nogle særlige, personlige minder.
I hans familie, der er af jødisk afstamning, nåede hans forældre og storebror ikke at flygte til Sverige under 2. verdenskrig, og blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Her opholdt de sig i halvandet år, og efter krigen, i 1946, blev René født.
Renés familie var så heldig, at frivillige fik dem tilbage til Danmark med de hvide busser lige inden krigen sluttede, og han ved derfor, hvor meget det betyder, at nogle gør noget for andre. Men også, hvor meget traumer kan påvirke mennesker i mange år frem.
"Jeg har oplevet traumatiseringen på tæt hold, hos min familie. Nogle siger, at sådanne traumer kan gå videre til tredje generation", siger han.
Selv er René Meyrowitsch, der har boet i Albertslund i 25 år, nu kommet videre, men billederne af de uledsagede flygtningebørn satte nogle beslutninger i gang hos ham:
Han ville arrangere en støttekoncert til fordel for børnene.
"Jeg følte mig moralsk forpligtet til det", siger han.
Det var ikke mindst, da han hørte om de retningslinjer som de uledsagede børn skal leve under i Danmark, at han reagerede.
At de skal blive på centret det første halve år, og selv om de har familie i Danmark, må de ikke være sammen med dem. De må højst gå ud og sidde i en bil sammen med familien, og så gå ind i centret igen.
Derfor skal al overskuddet fra koncerten gå til en ferielejr til børnene. Håbet er at kunne rejse 100.000 kroner til formålet.
Efter et halvt års arbejde sker det på mandag den 23. maj klokken 19.30. I Hvidovre Medborgerhus er der koncert for børn, der flygter alene. Med navne som Benjamin Koppel, Alberte Winding, Jacob Binzer, Cæcilie Norby, Marie Carmen Koppel.
Alle optræder gratis, og al overskuddet går ubeskåret til Røde Kors' arbejde med uledsagede flygtningebørn. Koncerten arrangeres i et samarbejde mellem Røde Kors, Hvidovre Musikråd, Benjamin Koppel og René Meyrowitsch.
Billetter á 199 kroner kan købes på billetto.dk.