Fortsæt til indhold

Vinduerne er ved at falde ud af sig selv

Uden kommunal støtte kan boligerne i Dianavænget i Odense ikke renoveres, siger direktør

Samfund
Daniel Rasmussen

Boligerne i Dianavænget i Odense trænger ifølge boligforeningen Kristiansdal så voldsomt til at blive sat i stand, at vinduerne flere steder er ved at falde ud af sig selv. Derudover er der omfattende skader på betonen, og det er koldt indenfor om vinteren.
“Behovet er så voldsomt, at hvis boligerne ikke snart bliver renoveret, så kan de ikke lejes ud, for så er der ikke nogen, der vil bo i dem,” siger Erik Thomsen, der er administrerende direktør i Kristiansdal.
Boligforeningen ejer og driver en lang række almennyttige boligejendomme i Odense og på Fyn herunder boligerne i Dianavænget.

Renovering kræver tilskud

Bygningerne i Dianavænget står overfor en omfattende renovering, hvor der blandt andet skal laves nye facader. Regningen for renovering løber ifølge planen op i 310 millioner kroner, som boligforeningen Kristiansdal betaler det meste af selv ved at optage lån i bygningerne. Odense Kommune skal dog betale et bidrag på 400.000 kroner.
Renoveringen kan ifølge direktøren i boligforeningen ikke gennemføres uden tilskud fra kommunen, fordi loven kræver at kommunen giver et tilskud, hvis lånet overstiger en hvis andel af ejendommens værdi.
“Vi kan ikke renovere ejendommen uden tilskud fra kommunen. Sådan er det,” siger Erik Thomsen.

Ikke en ekstraregning

Ifølge By- og Kulturforvaltningen er det et nyt krav fra Landsbyggefondens side, som betyder at kommunen skal betale en del af regningen. Det vil ifølge forvaltningen betyde en ekstraregning på 16 millioner kroner, fordi kravet også kommer til at gælde en række andre almennyttige boliger.
Det undrer imidlertid direktøren i Kristiansdal. Han mener ikke, at der er tale om nye krav fra Landsbyggefondens side, men derimod en praksis, som har været gældende i mange år.
“Det har åbenbart overrasket nogen i systemet, at der er nogle sager, hvor det er nødvendigt at kommunen bidrager,” siger han.
Dermed mener han ikke, at der er tale om en ekstraregning, men derimod en udgift som hele tiden har ligget og ventet.