Dagplejedag med motorik og bold
Motorik på skolens idrætsplads
Dagplejerne i Distrikt Ørum valgte at hygge sig med motorik og idræt på Dagplejens Dag i onsdags.
De mødtes ved Dagli'Brugsen klokken 9, hvorfra de fik bolde med sig til at lege med. Særlig Marius var glad - han glædede sig til at komme til at spille fodbold. Herefter gik børn og dagplejere i samlet flok op til skolens idrætsplads med flot pyntede vogne. Ruten gik forbi Åparkens børnehave, og her var det store flag hejst og børnene stod ved hegnet og vinkede. De fleste genkendte deres tidligere dagplejer, og der var stor gensynsglæde mellem nuværende og tidligere dagplejebørn.
På idrætspladsen kom de nye bolde hurtigt i brug, og også motoriksættet var i vælten.
Da maverne begyndte at rumle, pakkede dagplejerne og børnene sammen og drog hjem for at spise frokost.