Fortsæt til indhold

Nyt kogræsserlaug søger medlemmer

Tre kalve er netop sat på græs i Brabrands nye kogræsserforening

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

En ny kogræsserforening har netop sat de første kalve på græs i Brabrand.
Ideen er, at man køber andele i et dyr, som står og græsser og derved sikrer naturpleje af området. Når dyret slagtes til november, får man lokalt kød retur.
Bag den nye Brabrand-Årslev Kogræsser- og Naturplejeforening står Marie Kirstine Pilegaard.
“Naturen skal alligevel plejes, og ham, der ejer jorden, er blevet for gammel til at se efter dyrene. Jeg tænkte derfor, at det kunne være sjovt at starte en andelsforening her på dette flotte sted,” siger Marie Kirstine Pilegaard, der er arkitekt og bosat i Brabrand.
Hun har derfor i første omgang sat tyretre kalve på græs.

Ingen kød-maskiner

Alle, der er med i foreningen, køber en andel, der koster cirka 2.000 kroner. Så holder man øje med kalvene gennem et halvt år, indtil de skal slagtes.
“Det er en god mulighed for at tage børnene med ud og se, hvor kødet kommer fra. At det ikke kommer ud af en maskine i supermarkedet. Her kan man jo virkelig se, at dyrene har det godt,” siger Marie Kirstine Pilegaard.
Som andelshaver skal man en gang i mellem holde øje med, at dyrene har det godt.
“Det eneste man skal, er at komme herud en gang i mellem og tjekke, at de ikke sidder fast eller er stukket af,” siger Marie Kirstine Pilegaard og kaster et blik ud på de tre tyrekalve, der græsser lystigt og indimellem synker lidt ned i det sumpede område tæt ved søen.

Både Angus og Jersey

Kalvene, der er en blanding af Jersey og Angus, er halvandet år gamle kastrerede tyrekalve og meget rolige.
“Det er ufatteligt sundt kød. De spiser kun græs og får intet medicin,” siger Marie Kirstine Pilegaard.
Der har været mange positive tilkendegivelser om medlemsskab af det nye kogræsserlaug, men der er stadig ledige pladser.
“Jeg håber, at folk har lyst til at støtte op om, at der fortsat kan være den her form for naturpleje af området, så det ikke er en stor maskine, der skal slå sivene ned for eksempel,” siger Marie Kirstine Pilegaard.
Til november, når dyrene slagtes, bliver de finparteret og fordelt i poser - lige klar til lægge i fryseren. Kødet deles ud mellem medlemmerne i forhold til den andel man har tegnet sig for.
I Aarhus er der tilsvarende kogræsser- og naturplejeforeninger i for eksempel Kasted Mose, Aabrinken og Lystrup.