Logistik-gazelle vinder erhvervspris
Logistikkompagniet har vundet Greve Erhvervspris 2015 i skarp konkurrence med Café Jenners/Jenners Seaside og Cedrex.
KÅRING De bemærkelsesværdige resultater i den kun seks år gamle gazelle-virksomhed sikrer Logistikkompagniet endnu et flot skulderklap.
Ved den traditionelle ceremoni, der i år fandt sted i ErhvervsCentret i Greve, vandt Logistikkompagniet Greve Kommunes Erhvervspris 2015.
Prisen blev givet som en anerkendelse for virksomhedens vækst og unikke forretningskoncept, der forener innovative lager- og logistikløsninger med en bevidst indsats for det rummelige arbejdsmarked.
Motivation til at gøre endnu mere
Adm. direktør for Logistikkompagniet, Carsten Moberg, var både stolt og glad over at modtage prisen:
- Erhvervsprisen er en dejlig og værdsat anerkendelse af vores arbejde. Egentlig synes vi jo ikke, at vi gør noget særligt i Logistikkompagniet.
Vi gør blot dét, som vi finder rigtigt og naturligt - og som vi altid har gjort. Erhvervsprisen er en stærkt motiverende faktor til at fortsætte vores socialøkonomiske indsats og til at realisere vores målsætning om at gøre konceptet landsdækkende.
- Det er mit personlige håb, at den indsats, som vi i Logistikkompagniet finder naturlig, også vil give andre virksomheder inspiration til at kombinere udviklingen af en virksomheds kerneydelse med en indsats for social ansvarlighed, sagde Carsten Moberg i en kommentar ved prisoverrækkelsen.
Det gode eksempel
Greve Erhvervspris uddeles én gang om året til en lokal virksomhed, der ”har præsteret en særlig indsats med et stort engagement og gode resultater målt på både et økonomisk og socialøkonomisk barometer”.
- Med et forretningskoncept, der løfter virksomhedens samfundsmæssige indsatser til et strategisk indsatsområde, der både bidrager til en stærk bund- og toplinje og samtidig giver værdi for både medarbejdere, virksomheden og samfundet, lever Logistikkompagniet i høj grad op til kriteriet for at vinde prisen, sagde formand for Vækst- og beskæftigelsesudvalget i Greve Kommune, Morten Dahlin og fortsatte:
- Logistikkompagniet er en inspirerende frontløber i Greve Kommune. Virksomheden er i positiv vækst og påtager sig i særlig høj grad et stort socialt ansvar.
Virksomheden er det gode eksempel på, at det kan lade sig gøre som erhvervsdrivende at forene det at drive forretning med en dedikeret vilje til at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Det er unikt, og derfor er det fuldt fortjent, at de vinder prisen her i år, sagde Morten Dahlin, som selv har været med i dommerkomitéen, der vurderede de nominerede.
Anerkendt Gazelle
Med prisen kan virksomheden se tilbage på en stribe priser, nomineringer og anerkendelser som følge af virksomhedens innovative logistikkoncepter og målrettede arbejde med at bidrage til at hjælpe udsatte borgere tilbage på arbejdsmarkedet.
Sidste år modtog virksomheden således en anerkendelse fra Den Sociale Kapitalfond i form af en millioninvestering til at understøtte en landsdækkende ekspansion af virksomhedens forretningskoncept. Herudover har Logistikkompagniet været nomineret til CSR People Prize Award tre år i træk og blev i 2014 udnævnt af Børsen som Gazelle-virksomhed.
sl