Fortsæt til indhold

Når du mangler nogen at sige godmorgen til

Perron 28 er navnet på et nyt uformelt kontorfællesskab for selvstændige i Ry

Samfund
Grethe Bo Madsen

Gode kolleger at sige godmorgen til og nogen at vende arbejdsdagens små og store udfordringer med. Hvordan går den drøm i opfyldelse, når man er chef i sit eget one-man firma.
Det har iværksætterne Bettina Skindstad og Per Holst måske fundet svaret på. De er initiativtagerne til Perron 28, et nyt, uformelt kontorfællesskab på Klostervej i Ry lige overfor stationen.
Her har de lejet sig ind i et charmerende butikslokale og købt et langbord med plads til 10, hvor det kollegiale fællesskab nu spirer frem blandt en lille håndfuld af selvstændige.
“Bettina og jeg har kendt hinanden et lille års tid. Hun var træt af at sidde alene hjemme og arbejde, og da jeg havde planer om at blive selvstændig, gik vi i gang med at finde et sted, hvor vi kunne være sammen med andre iværksættere,” fortæller Per, der 1. maj sprang ud som selvstændig. Samme dag, som Perron 28 slog dørene op for første gang.

Iværksætterlyst i centrum

“Vores plan er at skabe et sted, hvor folk kommer ikke bare for at få et sted, hvor de kan sidde og arbejde med deres laptop, men også for at bruge hinanden til sparring, samarbejde og udvikling, og hvor drivkraften er en hyggelig og uformel omgangstone og iværksætterlyst,” forklarer han.
Langbordet har plads til bærbare computere, mobiltelefoner og kaffekopper, men der bliver trangt, hvis alle 10 dukker op på samme tid.
“Men det sker nok heller ikke så tit. Mange selvstændige har ikke brug for et sted, de kan være alle ugens fem dage fra otte til 16. De kommer og går, som de har behov, og bruger stedet her som et supplement til deres hjemmearbejdsplads,” forklarer Per.
Han og Bettina betaler huslejen, mens de andre betaler et månedeligt supplement.
“Så sørger vi for kaffen og for netværksforbindelsen,” smiler han. “Det er ikke meningen, det skal give os overskud, at invitere andre indenfor. Vi høster fordelen i form af det kollegiale fællesskab.”
Interessen for det nye fællesskab har været stor, og langbordet er allerede nu ved at være godt fyldt.
“Vi har sat en grænse ved 10. Lige nu er der foruden Bettina, der er designer, en forfatter, en programmør, en sangskriver, en antropolog og en journalist. Og så er der mig selv, som netop er startet op som selvstændig. Men der er stadig et par ledige pladser, og vi vil gerne have flere forskellige kompetencer ind.”

Uformelt og masser af liv

Da Lokalavisen kigger forbi var Bettina på inspirationstur til Berlin. Ved langbordet sidder i stedet forfatteren Bjarne Jensen, fordybet i arbejdet med 'Bogen om Jensen'.
“Jeg har tidligere siddet i Kildebjerg Ry Erhvervshus, men det her er tættere på mit hjem og jeg kan godt lide den her uformelle facon med det store fælles kontor og masser af liv i gaden lige udenfor,” konstaterer han.
Ved siden af Bjarne sidder Søren Glasius med sin orange Laptop. Han er ansat i et amerikansk firma som programmør.
“Jeg synes, det i længden er frustrerende ikke at have andet selskab i løbet af arbejdsdagen end en hund og et par katte. Jeg trængte desperat til at se nogle mennesker,” fortæller han.