Sø i Vadsted overlever måske alligevel
Lille Vadsted Sø skal igen undersøges, før der tages stilling til dens fremtid
Tilbage i 2006 blev der skabt to kunstige søer i Vadsted langs stien, der forbinder Grævlingevej-området med Vadstedvej. Den vestligste får fortrinsvis sit tilløb fra kommunens eget rensningsanlæg i Hammel.
Selv om rensningsanlægget lever op til udlederkravene i deres godkendelse, så er der ikke tale om rent kildevand, men renset spildevand Der er stadig forurening tilbage. Først og fremmest fosfor.
Det har betydet, at søen om sommeren er ved at blive kvalt i rådnende alger, hvilket resulterer i kraftige lugtscener.
Mangler målinger
En beslutning blev taget i 2015: Omdan søen til vådeng. Byrådet afsatte endda 300.000 kroner på budget 2016 til omlægningen, som efter planen skulle effektueres her i 2016.
”Vi mangler data for at kunne vurdere, om nedlæggelse af søen vil betyde en større udledning af fosfor og kvælstof til vandområder nedenfor søen.
Vi går nu i gang med at tage prøver ved ind- og udløb fra søen,” fortæller biolog Torben Ankjærø ansat i Favrskov Kommune. Han føjer til: ”Vi skal også have undersøgt bunden og se, hvad den indeholder. Den frigiver i sommerperioden svovl-brinter, der jo lugter som rådne æg. Måske kunne en oprensning være løsningen suppleret med yderligere rensning af vandet inden udløb i søen.” Også den økonomiske side af løsningerne skal tages i betragtning.