Konsulent vil hjælpe flygtninge med at blive iværksættere
Der er alt for lidt fokus på at hjælpe flygtninge til at starte egen virksomhed.
”Vi er flere i iværksætterbranchen, der har prøvet at få integrationsaktørerne til også at bruge ressourcer på at introducere iværksætteri som en vej til selvforsørgelse og vellykket integration. At få et arbejde eller at blive iværksætter er nogle af de bedste metoder til at blive integreret i et nyt samfund.”
Det mener den aarhusianske erhvervskonsulent Mogens Thomsen, der netop har afsluttet to kurser i Rønde med en række asylansøgere, der gennem oplæg er blevet introduceret til den danske måde at drive forretning på, og kursisterne har bl.a. skullet forholde sig til moms, skat og vores måde at føre regnskab på.
Stort potentiale
Han ser et stort potentiale blandt asylansøgere og en stor lyst til at komme i gang med at skabe noget selv.
”Blandt kursisterne er der altid 5-10 pct., som har lysten til at blive iværksættere,” siger Mogens Thomsen, der på sit seneste kursus oplevede, at 10 ud af 30 kursister blev tilbage, da kurset fokuserede på iværksætteri og de danske forudsætninger for at drive forretning.
Det gjaldt bl.a. den 30-årige Muhammed Ferac Daboul har været i Danmark i halvandet år. Han flygtede fra Syrien og havde bl.a. erfaring fra et ophold på et syrisk businessakademi. Han vil gerne i gang med at skabe en forretning med salg og produktion af persienner.
Eller den 47-årige palæstinenser Amjad Abbas med en fortid som kobbersmed. Han vil gerne i gang som ejendomsmægler her. Den 25-årige kurder Edres-M-Mestafa drømmer om at åbne en butik med vandpiber i Aarhus. Han har en fortid som dameskrædder fra Syrien.
Den 28-årige Mohammad Haj Abudullah fra Syrien har blot en 9. klasses eksamen. Han vil gerne etablere sig som lastbilchauffør i Danmark.
Kræfter frigøres
”Jeg har en tro på, at man får energi af at være iværksætter, og det kan frigøre kræfter til at skabe værdi for sig selv og for andre. Det gælder for danskere, der er fanget jobmæssigt i større organisationer, men så sandelig også for flygtninge, som er blevet klientgjort i vores velmenende integrationssystem,” siger Mogens Thomsen, der håber, at de danske integrationsmyndigheder vil begynde at bruge ressourcer på også at give flygtninge information om, at det at etablere virksomhed også er en vej til integration i Danmark.
”Som flygtning eller udlænding i Danmark er det svært at finde job, så har man relevante ressourcer, er det oplagt afprøve muligheden for selv at starte noget og afprøve den vej,” siger erhvervskonsulenten, der driver egen virksomhed i Aarhus. Han har bl.a. en fortid som forretningskonsulent i Væksthus Midtjylland og har dermed stor erfaring med at hjælpe folk i gang som selvstændig.
Genfinder sin identitet
Den store gevinst set med Mogens Thomsens briller er, at flygtninge med en status som selvstændig beholder og styrker sin professionelle identitet, som de måtte have med i bagagen, og de undgår dermed at få “flygtning” som identitet.
”Ved at hjælpe dem videre som selvstændig, kan man bevare sin professionelle identitet som f.eks. grafiker, forretningsmand eller tandlæge,” siger Mogens Thomsen.
Han mener, at det at etablere egen virksomhed kan få en til at føle, at man selv kan forme sit eget liv og skabe værdi til sig selv, sin familie og til det samfund, man lever i.
”Det er også en god måde for flygtninge at lære om det danske samfund,” mener Mogens Thomsen. ”At være iværksætter er at løse en lang række af udfordringer, der skal løses i dansk kontekst, og på den måde opbygger man bedre en viden om danske regler og væremåder,” påpeger Mogens Thomsen. Han mener endvidere, at en ny begyndelse som iværksætter også kan være med til at bevare og udbygge muligheden for at tage virksomheden med til andre lande eller for at vende tilbage til det oprindelige land og fortsat være selvforsørgende.