Danske familier søges til nystartet netværk for flygtningefamilier
Red barnet i Skanderborg laver familieoplevelsesklub for at sætte gang i integrationen
'Velkommen til Danmark'-familieoplevelsesklub er et nyt initiativ fra Red Barnets lokalafdeling i Skanderborg.
Foreningen vil for at styrke integrationen skabe et netværk bestående af 7-8 lokale danske børnefamilier og et tilsvarende antal flygtningefamilier.
“Al erfaring viser, at det er afgørende for, om integrationen lykkes, at familierne får et netværk og en god introduktion til livet som familie i Danmark – og det er netop det, vi vil, med vores nye familieoplevelsesklub,” fortæller formand for Red Barnets lokalforening i Skanderborg, Jesper Rødekilde i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Nu håber han, at der rundt omkring i Skanderborg Kommune er en stor håndfuld børnefamilier med børn i alderen fem til 12 år, som har lyst til at være med.
“Jeg er sikker på, at der er masser af lokale familier, der gerne vil være med til at gøre det nemmere at lande i Skanderborg som ny flygtningefamilie. Det kan bare være svært at vide, hvordan man lige kommer i gang. Det hjælper vores dygtige frivillige med, så der er nogle gode rammer og en klar plan, som man bare kan træde ind i,” forklarer han.
Klubbens formål er at skabe netværk og sikre gode oplevelser, viden og kendskab til lokalområdet, fritidslivet og ganske almindelige, familievenlige aktiviteter som familier i Danmark laver.
Interesserede kan henvende sig til 'Velkommen til Danmark'-familieoplevelsesklubben på mail skanderborglokalforening@redbarnet.dk.
bo