Tranbjerg hapser Mallings skoleleder
Efter en atypisk og kort ansættelsesproces skifter skoleleder Hanne Gammelgaard Jensen fra Malling til Tranbjerg
Navneskiltet ved skolederens dør på Malling Skole skal efter næsten ti år skiftes ud - men frem for at smide skiltet væk, vil det give god mening at sende det videre til Tranbjergskolen, for her flytter Hanne Gammelgaard Jensen nemlig til fra 1. marts.
“Det har været en meget kort proces. Der er kun gået 14 dage fra jeg overhovedet ikke har tænkt på Tranbjerg til, at jeg nu er ansat som ny skoleleder,” fortæller Hanne Gammelgaard Jensen.
Det var nemlig ikke 57-årige Hanne Gammelgaard Jensen selv, som kontaktede Tranbjergskolen, men derimod var det områdechefen for Børn og Unge, som havde udset sig Hanne Gammelgaard Jensen som ny leder i Tranbjerg.
“Jeg har egentlig altid synes, at det er lidt fjollet bare at flytte en skoleleder, da jeg mener, at det er vigtigt, at skolens bestyrelse og ledere vælger den rette skoleleder for netop deres skole. Derfor måtte jeg tænke mig rigtig godt om - for jeg har det jo godt i Malling,” siger Hanne Gammelgaard Jensen.
Men efter et møde med netop ledelsen og bestyrelsen på Tranbjergskolen og et to-timers møde med et 16 mand stort ansættelsesudvalg fik hun en god mavefornemmelse.
“Jeg skulle mærke efter, om vi passede sammen, samt om der var grobund for samarbejde, og jeg mærkede en god velvilje,” fortæller hun og understreger, at jobskiftet alene skyldes lysten til nye udfordringer.
“Og så er jeg af den holdning, at det er godt med noget 'ny ilt' til organisationen - det giver en god udvikling og energi. Nu har jeg snart været i Malling i 10 år og vil gerne undgå 'metaltræthed'. Så jobskiftet er på ingen måde et fravalg af Malling Skole - det er et tilvalg af Tranbjergskolen. Jeg forlader Malling med vemod men også en vis stolthed over en skole, som er stærk og velfungerende,” lyder det fra Hanne Gammelgaard Jensen.
Der skal ske forbedringer
På Tranbjergskolen kan de se frem til at få en leder, som er “et positivt tænkende menneske med en god energi,” som hun selv beskriver det.
Hun betegner desuden sig selv som værende tydelig, som dialog-vendt, men ikke bange for at træffe beslutninger, og så arbejder hun målrettet på at implementere beslutninger.
Og netop beslutninger skal der træffes på Tranbjergskolen, for Hanne Gammelgaard Jensen lægger ikke skjul på, at der skal ske nogle ændringer.
“Der er ingen bål og brand, men der er nogle ting, som vi skal arbejde bevidst på at forbedre. Forældretilfredsheden skal være bedre, det samme skal personalets arbejdsmiljø, og så er der også en udfordrende økonomi,” forklarer hun og fortsætter:
“Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med at lede gennem så dygtigt et ledelsesteam, som der er på Tranbjergskolen.”