Læs uddrag af ny Hammer-roman her

LITTERATUR Om få uger er den på gaden, men allerede nu kan Halsnæs Avis levere et eksklusivt uddrag af romanen “Rosa” - den kommende bog fra søskendeparret Lotte & Søren Hammer fra Frederiksværk.
Normalt er de kendt for krimiserien om Konrad Simonsen fra Drabsafdelingen i København, men denne gang har de begivet sig ud på nyt land.
“Det har været spændende for os at skrive en almindelig skønlitterær bog, men også meget tidskrævende. Rosa er skrevet igennem mange gange, og researchen har været langt mere omfattende, end vi er vant til, idet der er tale om en historisk roman.”
“I øjeblikket skriver vi hårdt på Konrad Simonsen 7 (arbejdstitel: Mørkemanden), og så må Rosa klare sig, som hun nu kan. Vi har ikke mere tid til hende, men hun skal da have held og lykke på vejen,” lyder det i en udtalelse fra Lotte og Søren Hammer.

Kærlighed under krigen

Rosa er en kærlighedshistorie og en stærk, vedkommende skildring af de sidste besættelsesår.
Baseret på figuren Williams dagbøger fra gymnasietiden, den aldrende Williams refleksioner samt hovedpersonen Rosas breve til lillesøsteren Elsebeth fra tiden i provinsbyen, fortæller Lotte og Søren Hammer den tragiske og troværdige historie om hvad der sker, når en ung, gådefuld og 'fremmed fugl' flytter til en gymnasieklasse i provinsen.

Uddrag af bogen

Hermed et uddrag fra “Rosa”:
Torsdag den 12. april 1945
!!!
På en almindelig dag er det kun, når vi følges hjem, at jeg er alene sammen med Rosa. Hun har dårlig tid, og det er ikke undskyldninger, hun er virkelig meget hårdt spændt for, og hun er uafbrudt nødt til at planlægge alt muligt frem i tiden for at nå det hele. (Ikke at hun klager sig, for det gør hun aldrig).
I dag trak jeg min cykel sammen med hende. Jeg havde den med, fordi jeg skulle på tur lige efter. Godt nok en kort tur, bare ud på Sandet med en besked til én, der bor i et sommerhus, men jeg ville gerne hurtigt hjem, for jeg har oceaner af lektier for.
Rosa fortalte om et af sine yndlingsemner: berømt arkitektur. Når hun først rigtig kommer i gang, så vælter ordene ud af hende om beton og stål, trækkræfter og trykkræfter og bærende konstruktioner, og jeg forstår mindre end halvdelen, men det opdager hun ikke, hun er helt optaget af at forklare. Crystal Palace i London, Brooklyn Bridge i New York, kuplen på Peterskirken i Rom, tror jeg det var.
Og så uden forvarsel siger hun omtrent i samme sætning, sådan helt dagligdags, som foreslog hun blot, at vi skulle stoppe ved isenkræmmeren og købe en pakke søm.
Rosa: Måske skulle vi gå i seng sammen.
Så tabte jeg cyklen, fordi jeg glemte at holde fast på den. Jeg blev fuldstændig befippet og dummede mig gebommerligt.
Mig: Skal jeg gøre noget? Rosa smilende: Ja, det havde jeg lige som forestillet mig.
Det var, som dengang med hendes far og Sverige, bare mange gange værre. Jeg hader, når jeg bliver spiddet af hende, fordi jeg siger noget dumt, og det var slet ikke det, jeg mente. Altså jeg mente vistnok, om jeg skulle stjæle et kondom på apoteket, selvom, det er jeg ikke engang sikker på, måske er det bare noget, som jeg tror nu, at jeg mente.
Så blev jeg varm i hovedet, som en hel kakkelovn, (nu rødmer jeg igen) og da jeg endelig fik samlet min cykel op, talte hun igen videre om sine bygninger, nu om træskelettet i de kæmpemæs-sige Zeppelin-luftskibe (selvom det er jo selvfølgelig ikke er en bygning). Og jeg fik ikke engang noget kys, da vi skiltes, kun et stryg på kinden.
Jeg er stadigvæk rundt på gulvet over, hvad hun sagde. Og det var totalt umuligt at lave lektier, fordi jeg uafbrudt tænker på hende.