Fortsæt til indhold

Albertslund-bokser skal have opereret brækket hånd

Nordic Fight Night må udskydes, efter at Patrick Nielsen brækkede venstre hånd under sparringen

Samfund
Jørgen Brieghel

"Jeg mærkede en del smerte i mit venstre håndled under sparringen, og jeg vidste, at der var noget galt," siger Albertslund-bokseren Patrick Nielsen.
Under sparringen har han pådraget sig et brud i mellemhånden og i håndledet. Den 25-årige Albertslund-bokser står nu over for en operation og må således holde pause i træningen de næste 8-12 uger.
Nordic Fight Night 28. maj i Arena Midt i Kjellerup må derfor udskydes. Patrick Nielsen (28-1, 14 KOs), stod til at møde Denis Douglin (20-4, 13 KOs) i kampen om WBO Intercontinental Title i supermellemvægt.

Der skal opereres

"Jeg gik til en håndspecialist, der bekræftede skaden og fortalte mig, at jeg skal have en operation", lyder det fra Patrick Nielsen i presseudtalelse fra Sauerland Promotion.
"Jeg er meget skuffet lige nu. Jeg så frem til at bokse mod Douglin 28. maj, så jeg kunne komme tættere på en VM-kamp. Nu er jeg nødt til at holde pause et stykke tid for at komme mig over skaden. Efter operationen går der otte uger, før jeg kan begynde at slå igen, men jeg kommer stærkt tilbage, og jeg ser frem til at bokse igen efter sommeren."

Kommer ny dato

"Patricks operation vil blive overvåget af en af de bedste håndspecialister i Berlin, og vi har fuld tillid til, at operationen bliver en succes, og at Patrick kommer sig hurtigt," siger promoter Nisse Sauerland.
"Vi bliver desværre nødt til at udskyde Nordic Fight Night 28. maj, men vi vil snarest muligt offentliggøre en ny dato."
Fans, der allerede har købt billetter til Nordic Fight Night 28. maj i Arena Midt, skal kontakte Billetlugen for at få fuld refusion.