Fortsæt til indhold

15 år med levende storytelling

Mølleskolen i Ry genlyder lørdag 21. maj af gode historier, når Ry Fortællerkreds fejrer sin 15 års fødselsdag

Samfund
Arkiv

Den levende fortælling tryllebinder, facinerer, inspirerer og forfører. Lørdag 21. maj klokken 13.-20. har du mulighed for at møde 15 erfarne fortællere fra Ry fortællerkreds på Mølleskolen i Ry. Her stiller de op for at fejre fortællerkredsens 15-års jubilæum med fortællinger, folkeeventyr, anekdoter og skrøner.
Ry Fortællekreds blev stiftet på initiativ af tidligere højskolelærer og medforstander på Herning Højskole, Helle Arnfred og nu afdøde skolepsykolog Tove Hvid. De to kvinder var næsten naboer – den ene boede i Svejstrup, den anden i Boes – og de brændte begge for at give den mundtlige fortælling en renæssance og møde tilhørerne ansigt til ansigt.
Det er i høj grad lykkedes. Tove Hvid døde i 2007, men Helle Arnfred, der fylder 80 til næste år, er stadig en entusiastisk formand for fortællekredsen.
”I de femten år, fortællekredsen har eksisteret, er der kommet gang i mundtlig fortælling mange steder. Vi var en af de første fortællekredse i landet, men nu er der en hel stribe lignende kredse rundt om i landet. Nu bliver der holdt fortællecafeer, storyslam, åbne fortællerscener og fortællefestivaler mange steder, hvor det er mundtligheden og den gode historie, der er i højsædet,” fortæller Helle Arnfred.
Medlemmer er kommet og gået gennem årene, men typisk er der cirka 25 medlemmer, som mødes en gang om måneden til fortælleworkshop for at hjælpe hinanden til at blive bedre fortællere.
Ry Fortællekreds holder årligt to offentlige fortællearrangementer på Svejstrup Gl. Præstegård. Men medlemmerne tager også ud og fortæller på skoler, i foreninger og sognehuse på cafeer, festivaler og i mange andre sammenhænge hver for sig eller i grupper.
Læs mere om jubilæet på www.ryfortaellekreds.dk
bo