“Lad os dykke ned i tallene sammen”
Direktøren for Danske Diakonhjem undrer sig over tallene og vil gerne granske dem sammen med Aarhus Kommune
"Det er da halvdelen af, hvad de tidligere har sagt, det ville koste," lyder det spontant fra direktøren for Danske Diakonhjem, Emil Tang, da Lokalavisen Aarhus fanger ham på en telefon fra Shanghai.
Han hentyder til, at den tidligere rådmand i Aarhus, Dorthe Laustsen (SF), tilbage i 2013 udtrykte stor kritik af dengang fremtidige friplejehjem, som kommunen skønnede ville koste 100.000 kroner mere end de kommunale.
Efter friplejehjemmet har været i gang i godt otte måneder, viser kommunens tal, at det snarere er 55.000 kroner dyrere.
Nogle tal, som Emil Tang dog gerne vil dykke længere ned i.
“Jeg vil godt stille spørgsmåltegn ved, om tallene er valide. Er det præcist, det samme vi tager med i beregningerne? Husker man at afskrive bygninger og inventar for eksempel? Jeg vil rigtig gerne sætte mig ned med kommunen og komme til bunds i tallene,” siger Emil Tang.
Vil ikke have højere takst
Den nuværende aftale, som Aarhus Friplejehjem har indgået med Aarhus Kommune, varer i ti år - indtil 2025. Så skal der indgås en ny aftale.
Emil Tang understreger, at friplejehjemmet ikke er interesseret i en højere takst end den kommunale.
“Jeg har ikke et ønske om, at vi skal have flere penge end de kommunale plejehjem. Vi har ingen interesse i, at der bliver skabt såkaldte A og B plejehjem. Vi vil bare gerne have de samme midler at drive plejehjem for. Det er vigtigt med en god gennemsigtighed i tallene. Og der håber jeg, kommunen og vi kan være ærlige og reelle over for hinanden,” siger Emil Tang.
Men der er vel intet, der forhindrer jer i at lave en aftale med Aarhus Kommune, der går tættere på den kommunale takst, man opererer med i Aarhus?
“Det kan sagtens ske, at vi kommer dertil. Nu vil vi gerne lige i gang med at drive plejehjemmet. Men jeg har det fint med, at vi sætter os ned og kigger nærmere på tallene. Hvis der er en reel forskel, kan vi jo se på, om vi skal lave en anden aftale, inden de ti år er gået. Det er jeg positiv overfor,” siger Emil Tang.
Danske Diakonhjem driver i alt 21 plejehjem i Danmark.