Skjalde skal skabe stemmen af Aarhus
Til sommer sættes lydjagten ind for at finde stemmen af Aarhus
'Lyden af mit Aarhus' kommer projektet til at hedde. Det handler om at finde essensen af de små og store forstader til Aarhus, samt midtbyen. Bag projektet står skjalderne Anders Graae og Jakob Meyland. De vil i løbet af sommeren og sensommeren samle borgerne i de lokale samfund omkring melodierne. Men også medborgerskabsudvalget og Aarhus Kommune er samarbejdspartner i projektet, der har til hensigt at skildre mangfoldigheden i hele kommunen.
“Målet er at skabe medborgerskab gennem musikken, og selv om vi begge to er uddannet indenfor musik, vil vi lade borgerne kreere, synge og spille så meget af musikken, som de kan,” fortæller Anders Graae, der selv har en fortid med at hylde lokale samfund i sit bagkatalog.
“Jeg har besøgt forskellige små flækker i Østjylland, og sunget om det liv, kultur og de særtegn, der er ved små landsbyer, som er blevet forevigt i sange,” siger ordsmeden, Anders Graae, der er uddannet på musikkonservatoriet.
Borgerne bygger bro
Når musikerne drager ud i kommunen, skal det handle om at samle borgerne i en gade i midtbyen eller på torve i forstaderne.
“Det er borgerne, som skal hjælpe os med at finde lyden og stemmen i forstader og midtbygader. Det betyder, at borgerne kan bruge alle de lyde, som er i området. For eksempel kan det være lyden af Vanddragen på Store Torv eller lydsamples fra skraldespande, der bliver lukket i. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan indgå i kompositionerne,” forklarer Anders Graae, der forestiller sig, at 'Lyden af mit Aarhus' vil styrke sammenholdet borgerne i mellem, men også erhvervslivet i forstaderne.
“Projektet handler også om at give musikken til borgerne, i stedet for at vi ejer den. Det er borgerne, der kender områderne og samfundene, som skal tænde et lys i lokalmiljøet med sang og dans,” fortæller Anders Graae, der i øjeblikket arbejder på at samle lokale idrætsforeninger og ildsjæle, som skal være ambassadører på arrangementerne.