Fortsæt til indhold

Krise i BSV - kassen er tom

Boldklubben Søllerød-Vedbæk er i økonomiske problemer. Fusionsklubben kæmper for at undgå betalingsstandsning

Samfund
Thomas Schiermacher

”Der er ingen penge i kassen, stort set. Der er ikke penge til driften efter sommerferien.” Så kontant melder Christian Tranberg, formand i BSV ud.
Den nyvalgte formand i BSV virker lidt træt af spørgsmål til klubbens økonomiske situation. Han har siddet på posten i seks uger og den første tid er gået med at skabe et overblik over økonomien i BSV. Det arbejde er i gang, men ikke afsluttet. Men allerede nu er situationen kritisk.
I en mail sendt torsdag til klubbens medlemmer fra bestyrelsen står der:
” Det er magtpåliggende fra bestyrelsens side at understrege, at BSV er i alvorlig krise og er truet på sin eksistens som fodboldklub/forening. Derfor er der truffet beslutning om, at lade eksterne revisorer/advokater gennemgå regnskaberne og BSVs situation, for at finde en mulig løsning for at BSV kan fortsætte uden en rekonstruktion (Betalingsstandsning), da det vil have stor indflydelse på alle hold i hele klubben iflg. DBUs regler, samt grundlaget for børne- og ungdomsfodbold i BSV i fremtiden."
I samme mail bliver der inviteret til orienteringsmøde i klubben den 9 juni kl 19 i klubbens lokaler på Rundforbi Stadion. Her skal kortene ifølge formanden lægges på bordet, så frivillige og medlemmer ved, hvor alvorlig situationen i fusionsklubben er.
” Vi skal fortælle og forklare om klubbens økonomiske situation. Blandt andet at en del regninger fra 2015 blevet betalt i 2016. det er en praksis, der ikke er gangbar. Vi vil bruge mødet til at spørge medlemmerne om, hvad vi kan gøre fremadrettet. Der er alle gode ideer velkomne – særlig dem der giver penge i klubkassen. Det store spørgsmål i BSV lige nu er økonomien,” siger formanden.

Kritik af bestyrelsen

Den nye bestyrelse blev søndag d. 15. maj mødt med et åbent brev underskrevet forældre og frivillige, der anklager bestyrelsen for at løbe fra løfter om at støtte bredden og satse på eliten. Men den kritik afviser BSV-formanden.
”Det er bestyrelsens intention at der fremover skal satses på talentudvikling i BSV. Vi arbejder ud fra den blå tråd og det er en strategi, der rækker fra de yngste til de seniorer. Den sportslige ambition er at vi skal holde os i DanmarksSerien. Skal vi videre op, så skal det være med vores egne spillere som bærende kræfter. Der har tidligere været satset meget på 1. senior. Men det har ikke sin gang på jorden, at BSV skal spille med i divisionerne. Vi er lige ved at dreje nøglen og så satser vi ikke på at rykke op,” siger Christian Tranberg.

”Vi er lydhøre over for alle forslag fra forældre og frivillige. Vi synes, at der er så mange muligheder i BSV. Der er masser af både menneskelige ressourcer, spiller- og talentmæssigt. Det vil vi have til at gå op i en højere enhed for både elite og breddespillere og klubben skal være præget af frivillig indsats. Vi skal have folk, der tager fat for at hjælpe børne- og ungdomsholdene.
Vi skal sørge for at alle medlemmer er glade for at komme i klubben”, slutter Christian Tranberg, der håber at et fællesmøde kan skabe det sammenhold og den ro, der er brug for i fusionsklubben: ”Nu skal vi forsøge at skabe ro første gang i mange år i klubben.”
BSV's senior 1. hold har vundet alle sine kampe indtil nu i foråret og ligger pt. på en 7. plads i Danmarksserien.