“Det er ikke en menneskelig behandling”
I mere end en måned har Elsabeth Jakobsen afventet sin skæbne på sundhedscentrets døgnafdeling. Nu har hun netop fået at vide, at hun bliver sendt hjem
"De tror, det er byggeklodser, de leger med og ikke mennesker. Det er ikke en menneskelig behandling, jeg har været igennem."
86-årige Elsabeth Jakobsen kæmper for at holde tårerne tilbage, imens hun fortæller sin historie.
Den sidste måned har hun opholdt sig på et af de 20 værelser på døgnafdelingen på sundhedscentret i Ølstykke, imens hun afventer sin videre skæbne.
Den ældre dame faldt 16. marts om med en hjerneblødning i sit hjem i Smørum, og endte efter hospitalsudskrivelsen med en plads på døgnafdelingen, der er indrettet specielt til borgere, der har brug for døgngenoptræning, aflastning eller døgnpleje efter et hospitalsophold.
Her fik Elsabeth Jakobsen for en måned siden at vide, at hun et par dage efter anbringelsen skulle retur til sit eget hus i Smørum, hvor hun har boet i 28 år.
"Det kan jeg slet ikke overskue. Jeg kan ikke," siger den ældre kvinde grådkvalt.
Efter hjerneblødningen har hun kæmpet hårdt for at komme sig fysisk, men hun har stadig brug for en rollator for at komme rundt. Men selvom man skal op af to trappetrin for at komme ind i Elsabeth Jakobsens hus og kommunen mente, hun skulle hjem, inden huset var gjort klar til en rollatorbruger, så er det ikke det, der fylder mest hos den 86-årige kvinde.
Hun er før faldet i hjemmet og har slået sig slemt, men denne gang lå hun fem timer på gulvet og ventede på hjælp.
"Jeg er bange. Det sidder fuldstændig mejslet ind i mig, den sidste tur. Hvornår sker det igen," siger hun og fortsætter:
"Det var en grim oplevelse, da jeg efterhånden kom til mig selv."
Da Elsabeth Jakobsen for nogle uger siden skulle med kommunens visitatorer hjem til Smørum og vise hjemmet frem, nåede hun da heller ikke længere end til gangen, før hun brød hulkende sammen.
Og så er den ældre kvinde noget fortørnet over, at visitatoren, ifølge hende, slet ikke gik rundt og så Elsabeth Jakobsens hjem, da hun var derhjemme.
Ny ryger hun hjem
Elsabeth Jakobsen har hidtil nægtet at flytte hjem igen, og samtidig er Elsabeth Jakobsens visitator blevet sygemeldt, og det havde indtil fredag efterladt den ældre kvinde i en situation, hvor hun var tvunget til at tage en uge af gangen. Men fredag formiddag (20. maj red.) kom den længe frygtede besked - hun fik at vide, at hun mandag (23. maj. red) skulle udskrives til eget hjem, hvor der så i løbet af mandagen ville blive monteret et nødkald.
"Jeg vil bare gerne have et lille hjem, hvor jeg kan komme tilbage til det daglige," siger Elsabeth Jakobsen og fortæller, at en af de tomme ældreboliger i Smørumparken står højest på ønskelisten, fordi hun ville føle sig tryg der, hvor andre ældre og besøgende kan holde øje med hende.
"Min svigermor er jo et nervevrag, fordi hun er bange. Hvordan kan man forsvare at sende et så forvirret og ulykkeligt menneske hjem til sig selv igen," spørger Elsabeth Jakobsens svigerdatter, Mitzi Jensen og siger:
"Hun har vitterligt aldrig bedt om noget, og når hun så endelig har brug for hjælp, så får hun intet."
Læs kommentar fra Egedal Kommune her