Aages Vejlehistorier lever videre
Aage Nielsen var ansat ved Gods- banen og samlede på Vejles historie. Den historie er gået i arv til datteren og svigersønnen
Vejles historie er nærværende her i huset ud til Horsensvej.
Dæmningen hænger der. Gamle Guldkrog hænger ved siden af. Det sker i form af nogle gamle platter med tegninger af Vejles fortid.
Den fortid er også at finde på hylderne i reolen i sove-værelset. Her står bøgerne tæt skulder mod skulder.
I en plastikpose gemmer der sig Vejle Bys kalendere. Alle dem der er lavet, helt fra 1985 og til nu.
Malerier og postkort om gamle Vejle er der også.
“Min far samlede på Vejles historie, men hvorfor ved vi ikke helt. Det var ikke sådan, han holdt foredrag eller sådan noget om det, men han nød bare at blive klogere på byens historie, og han kunne fortælle og fortælle om den. Han var sådan en, der kendte alle øgenavnene på folk, om så det var folk fra nabolaget eller den cyklende betjent. Man kan sige, at på sin egen måde var han en ekspert i Vejles lokale historie,” siger Lisbeth Juhl.
Hun er datter til Aage, der døde tilbage i 2003. Hendes mand gennem 32 år hedder Lars.
“Vi fortsatte med samlingerne af Vejlebøger og kalendere, for det ville da være synd, at 'det så bare var det',” siger Lars Juhl.
Så ægteparret fortsatte med at samle på bøger og kalendere med Vejles historie, selv efter Aage var død.
Frimærker og historie
Det er nu ikke et museum, man kommer på besøg hos. Vejles historie er der, men mere fylder den så heller ikke. Den er gemt lidt af vejen og findes frem i ny og næ.
“Min far havde to hobbyer; frimærker og Vejles historie. Frimærkerne gav ham ro. Han elskede at sidde og vaske frimærker af og tørre dem. Interessen for lokalhistorien var nok mere noget med at byen interesserede ham,” forklarer Lisbeth.
Den interesse har hun ikke selv på samme intense måde, og så dog lidt. Da hun får talt sig varm på sin egen fortid, mindes hun tilbage til Ribevej, hvor hun boede som barn, og senere til Grønnegade, hvor familien boede.
“Der var jo et helt utroligt liv i gaden dengang. Sådan er det vist ikke mere,” som hun siger.
Hun mindes også de unge nætter på Røde Mølle. Og livet i Havnegade, hvor morfar boede, og tiden i kolonihaverne på Haveloden bag Nørremarks-kirken. Her havde Lisbeths forældre en kolonihave i mange år.
Lisbeth begynder at bladre i en gammel kalender. Fortidens billeder bliver aldrig umoderne.
“Det er altid sjovt at se billederne, for det giver mange minder eller indblik. Eksempelvis har min mormor arbejdet på Spinderihallerne, og når man så ser et billede derfra, giver det et godt indblik i det arbejdsliv, hun har haft,” siger Lisbeth.
Ægteparret fra Horsensvej forsætter med at indsamle Vejle-historie.
“Det er en fast julegave for mig. Vejlebøgerne. Så jeg ved altid, hvad jeg får i julegave,” griner Lars.
Om næste generation overtager engang ude i fremtiden, ja det må historien vise. Det er ikke umuligt, for historien er nærværende hos Aages efterkommere.