Fortsæt til indhold

Frivillighed hitter hos det grå guld i Aarhus

I de seneste år er frivilligheden eksploderet blandt de ældre borgere i Aarhus

Samfund
Jeppe Kristensen

“Jeg egner mig ikke til at sidde derhjemme og løse kryds og tværs,” siger 77-årige Lissi Kok Madsen, som mindst en gang om ugen udfører frivilligt arbejde på Vestergårdsskolen i Viby. Hun er én af tre frivillige seniorer, der går til hånde på skolen. Men hun er langt fra den eneste pensionist, som stiller sig til rådighed for at give en hånd med.
Det er nemlig blevet populært at melde sig som frivillig blandt landets ældre. Tal fra Ældre Sagen viser, at der på landsbasis er kommet over 7.000 flere livserfarne frivillige siden 2009 til 2016, så antallet af volontører nu ligger over 17.000.
500 af dem er tilknyttet Ældre Sagen i Aarhus, og her mærker man også en stigende efterspørgsel fra medlemmerne om at lave meningsfyldt, frivilligt arbejde.
“Det er en generation, som efter et langt liv på arbejdsmarkedet, stadig føler, at de har et værdifuldt liv, der skal leves. Livet skal ikke bare gå i stå, selv om dåbsattesten siger noget andet,” fortæller Bjarne Friis Sørensen, som er bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen i Aarhus, og koordinator på frivillighedsprojektor i foreningen.

Win-win situation for alle

Også på Vestergårdsskolen nyder man godt af samarbejdet med de livserfarne frivillige. Her peger skolelederen Dorthe Kjærulff Christensen på uundværlige kvaliteter ved ordningen, hvor ældre kan tilknyttes kommunens skoler til specielle arbejdsopgaver.
“De kan klare dét, som vi ikke kan nå eller har ressourcer til. Det kan blandt andet være som støtte til børn, der har nogle specielle behov,” fortæller Dorthe Kjærulff Christensen og fortsætter:
“Ældre skal jo ikke agere pædagoger eller skolelærere. Men de udfører en uundværlig opgave for os, fordi de har en anden ro, tid og ansvarlighed med sig. Og så ser børnene på dem med andre øjne, end de gør på lærere,” forklarer Dorthe Kjærulff Christensen.
Dette kan Lissi Kok Madsen godt nikke genkendende til, når hun godvilligt møder ind på arbejde, som består i at være voksenven med en elev på skolen.
“Det hele er på barnets præmisser. Vi laver lektier, bager boller og går nogle ture rundt i Aarhus,” fortæller Lissi Kok Madsen, der også arbejder som frivillig turguide i Aarhus, og tilføjer:
“Det giver mig glæde, at der er nogen, som kan bruge mig. Og børnene synes ligefremt, at det er ærgerligt, hvis jeg må aflyse. Det er dejligt at være med til at hjælpe børnene frem i livet. Og så giver det en fantastisk følelse i kroppen, når man kan se, at barnet blomstrer op.”

En tendens i udvikling

Det er ikke kun i skoleregi, at efterspørgslen på at lave frivilligt arbejde er stor. Således mærker Ældre Sagen i Aarhus, at det grå guld er parate til at hjælpe til, hvor behovet er.
“Der bliver jo skåret på velfærden i skole-, ældre- og sundhedsområdet, og jeg kunne blive ved. Men nogle af de opgaver, hvor der bliver sparet, kan vi udføre. Det oplever vi blandt andet ved, at de ældre melder sig som besøgs- og motionsven, hvor man hjælper plejehjemsbrugere eller handicappede med at få rørt sig. Og generelt kommer vi helt sikkert til at opleve flere frivillige ældre. Både på grund af at danskerne bliver generelt ældre, men også mere bevidste om, hvad der giver livskvalitet,” fortæller Bjarne Friis Sørensen fra Ældre Sagen i Aarhus.