Konservative kandidater til byrådsvalg 2017
Syv af otte nyvalgt på opstillingsmøde i vælgerforening
Skanderborg Konservative vælgerforening er nu klar med otte kandidater til byrådsvalget i 2017.
Syv af kandidaterne er netop valgt på et opstillingsmøde i partiet. De konservatives frontfigur på kandidatlisten var allerede klar.
“Spidskandidaten Thomas Lage Cordtz blev allerede valgt ved den ordinære generalforsamling,” oplyser formanden, Bo Zacher Nielsen, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Formanden for vælgerforeningen mener, at kandidaterne på listen giver god repræsentation fra de forskellige lokalområder i kommunen, ligesom den er bred sammensat. Herunder en tidligere og nuværende byrådspolitiker.
Den politiske linje meldes også klar med seks mål, der skal gøre “Danmarks bedste kommune bedre”, som det hedder.
“Vi vil klart arbejde for, at den Konservative repræsentation vil være funderet i den borgerlige side og ser frem til, at den resterende borgerlige blok i kommunen melder ud,” siger Bo Zacher Nielsen.