Fortsæt til indhold

Hella er kommunens dejligste mor

Samfund
Af Betina Skjønnemand

Kr. Himmelfartsdag bankede Tina Karger fra Karger Beauty i Aabernaa på døren hos Hella i Tinglev, og det var en noget overrasket Hella, der fik nyheden om, at hun var blevet valgt som Aabenraas dejligste mor i Karger Beautys konkurrence, som har kørt i Lokalavisen Aabenraa.
“Det havde jeg slet ikke regnet med,” lød den første kommentar fra HellaAndresen.
Først vankede der en buket blomster til Hella Andresen, hvorefter hun fik overrakte en tidsplan for, hvilke butikker hun skulle besøge hvornår den kommende lørdag.
Faktisk startede løjerne allerede den efterfølgende fredag, hvor Hella Andresen var på besøg hos House of Fashion, hvor håret både blev farvet og klippet.
Lørdag var turen så kommet til forkælelsesbesøg hos først Karger Beauty, hvor hun blev forkælet med blandt andet makeup, fodbehandling og massage, hvorefter besøget hos Change resulterede i flot nyt undertøj.
Herefter gik turen til Ramsherred 18, hvor Hella Andresen blev klædt på fra top til tå. Herefter var Hella klar til et besøg hos Nyt Syn, hvor hun fik nye flotte solbriller med styrke, inden hun blev forsynet med sommersandaler fra Skoringen.
Tidsplanen var stram for Hella, der denne lørdag formiddag desuden nåede besøg hos både Tasken, Føtex og Carstensens The Handel, inden hun kunne puste ud over en velfortjent frokost på Café Butler.
Hella havde hele dagen selskab af sin svigerdatter Louise. Louise havde indstillet sin svigermor til titlen. Den øvrige familie på i alt ni personer fulgte også Hellas tour de force til byens butikker fra sidelinien hele dagen.
Efter den begivenhedsrige dag kunne Hella Andresen se tilbage på sin forvandling og forkælelsen med glæde.
“Hvor har det været en dejlig og oplevelsesrig dag, og hvor har de været søde rundt om i butikkerne. Alle steder blev jeg taget så godt imod”, sagde Hella Andresen afslutningsvis.

En glad Hella Andresen blev overrasket og glad, da hun fik overbragt nyheden om, at hun havde vundet konkurrence. (Privatfoto).