Morten var i praktik på verdenskendt restaurant - Se hans hemmelige frikadelletrick her
Efter syv dages arbejde på verdenskendt landsted har kokkeelev nye ideer under forklædet. Arbejdsgiver storroser ham
Vildt skæg, intense øjne og opsmøgede ærmer.
Morten Grønhøj, kokkeelev i Restaurant Nordatlanten på Byens Ø, stråler af gåpåmod, da avisen møder ham foran køkkenet.
For nylig kom den 23-årige odenseaner hjem fra en unik madoplevelse i det sydengelske.
Morten Grønhøj tilbragte ti dage på det kendte landsted River Cottage, som er stiftet af den verdenskendte tv-kok Hugh Christopher Edmund Fearnley-Whittingstall.
Rejsen har givet et ekstra krydderi til Morten Grønhøjs evner med kokkekniven.
“Jeg fik lov til at partere hele grise, hvor vi brugte både knogler, ben og indmad. Selv hjernen blev brugt til at lave en ret. Også grøntsagsrester genanvendes som foder til dyrene eller kompost til planterne. Alt bliver genbrugt,” fortæller Morten Grønhøj passioneret.
Lige netop den tankegang har ændret på skægmandens tilgang til madlavning.
Udnytte råvarer bedre
“Vi kan udnytte vores råvarer mere herhjemme. Vi smider for meget ud, som kan bruges til at give god smag i supper og andre retter,” siger han og tilføjer:
“River Cottage, hvor der siden 1998 er sendt adskillige tv-programmer fra, er blevet en turistmagnet for hele verdens befolkning. Vi mødte folk fra New Zealand, som var på besøg. Derudover mødte vi danskere, der havde betalt mange penge for at være på madlavningskursus.”
Axminster, der er en handelsby på 6.000 indbyggere i Sydengland og ligger cirka fem kilometer fra River Cottage, har haft stor gavn af populariteten.
“Butikkerne, taxaerne og bed and breakfast-overnatningsstederne har mærket en langt større efterspørgsel. Og så har byen oplevet en øget tilflytning,” siger Morten Grønhøj.
Men det er vanskeligt at føre samme idé ud i Odense, da Restaurant Nordatlanten ikke ligefrem har mulighed for at have grise gående rundt midt i Odense Havn.
“Det bliver nok lidt svært. Men vi vil fortsætte med at fokusere på at have friske råvarer fra Grønland, Island og Færøerne og udnytte dem så godt som muligt.”
Blev tilbudt job
Efter et par dage blandt gryntende svin og smat fik Morten Grønhøj et noget overraskende tilbud.
“Den øverste køkkenchef spurgte, hvad jeg skulle lave efter opholdet, fordi han så potentiale i mig. Jeg sagde til ham, at jeg skulle tilbage til Danmark for at blive udlært. Men jeg fik hans telefonnummer, så vi kunne tales ved i fremtiden.”
Den dygtige kokkeelev er ærgerlig over, at han måtte sige nej.
“Men jeg er klar til at flytte derover, hvis der kommer et nyt tilbud i fremtiden.”
Kok: Rolig og kreativ
Også Morten Grønhøjs nuværende arbejdsgiver har nydt godt af, at eleven har fået nye indtryk i en anden madkultur.
“Selvom vi ikke kan køre med samme koncept, da vores restaurant ligger midt i byen, så er Morten kommet hjem med nogle idéer til, hvordan vi eksempelvis kan salte og ryge vores fisk. Og så vil vi forsøge at udnytte vores råvarer endnu mere ved at eksperimentere med retter,” siger Phillip Pedersen, kok i Restaurant Nordatlanten.
Ifølge Phillip Pedersen er det et tab for restauranten, når kokkeelevens elevtid udløber i slutningen af juni.
“Han har ikke været bange for at prøve noget nyt. Og så er han rolig at arbejde sammen med.”
1. juli fortsætter Morten Grønhøj som kokkeelev i en ny restaurant i Odense C. Den hedder Marie Louise og ligger i Lottrups Gård.