Fortsæt til indhold

Di heslige Sløngler bag Bogmesse for Bette Lorte

Samfund
Af Thomas Meisel Rasmussen

Lørdag den 28. maj 2016 er der budt op til leg på Kulturhuset i Skanderborg. Det er nemlig dagen for Bogmessen for Bette Lorte, en bogmesse, der fokuserer på børnelitteratur og som er inspireret af Ole Lund Kirkegaards fantasifulde univers.
Di Heslige Slønglers klup, kaldes arrangørerne bag, der tager deres navn fra en af den skanderborgensiske forfatters historier.
“I 2015 besluttede vi os for at fejre, at Ole Lund Kirkegaard ville være blevet 75 år, og det gjorde vi med en række projekter på skolerne, der kulminerede i en bogmesse. Den respons vi fik tilbage på det, var virkelig positiv, og det fik os til at se et potentiale og en fremtid i det her, så vi besluttede at vi ville lave en bogmesse igen i år, kaldet Bogmessen for Bette Lorte,” siger Uffe Høj, der er formand for Di Heslige Slønglers Klup.
Bogmessen vil byde på en række aktiviteter, såsom kreative workshops, hvor man kan tegne eller lave skulpturer. En perlerække af danske tegnere og forfattere vil være at finde på messen, med oplæg af blandt andet Kim Fupz Aakeson.
Der vil også være koncerter for store og små, når Sigurd Barrett går på scenen og bysbarnet Peter Sommer giver også et nummer, når han sammen med Spirekoret synger “Byens Bedste Bette Lort”, en sang han skrev til sidste års arrangement.
DR's Orlapris, en litteraturpris, der gives til danske børne- og ungdomsbøger, skal også uddeles på bogmessen. En pris, der meget passende er opkaldt efter Orla Frøsnapper, fra Kirkegaards bog af samme navn.
Uffe Høj er allerede nu ved at planlægge løjerne til næste år, hvor han håber på at strække begivenhederne over flere dage.
“Vi satser på at få lavet kreative workshops i 3. og 4. klasserne, og så vil der være en decideret Sløngeluge i uge 20 næste år. Jeg tror på, at sløngeldagene bliver et projekt, der kommer tilbage hvert år, og blive ved med at folde sig ud,” siger han.
Bogmessen for Bette Lorte er 28. maj fra klokken 10-16. Der er fri entré.