Baglandet rører også på sig, når sparekniven nærmer sig
Erhvervsvirksomheder er bekymret over risikoen for lukninger i lokalsamfundet
“Som industrivirksomheder i Nørager har vi klar interesse i, at lokalsamfundet er velfungerende og rummer såvel muligheder for børnepasning som dagligvarehandel.”
Erhvervsliv og folkeejet kro
Ovenstående er et udpluk fra et høringssvar indsendt af fire erhvervsvirksomheder i Nørager med en appel om at lukningen af den lokale børnehave fjernes fra budgetkataloget for 2017.
I Ørsted har bestyrelsen for Ørsted Kro I/S appelleret til, at man ikke lukker den lokale skole, når man skal til at drøfte fremtidig skolestruktur.
“Hvis Rougsøskolen bliver lukket, vil det modarbejde alt det, som de 546 aktionærer i Ørsted Kro A/S arbejder for: At Ørsted by skal overleve, udvikles og være et attraktivt sted at bo og leve. (...) Det er et paradoks, at borgerne har skabt en rivende udvikling i den ene ende af Ørsted, mens de folkevalgte i Norddjurs Kommune – måske – vil afvikle i den anden ende”, hedder det blandt andet i høringssvaret fra Ørsted Kro.
Der er således mange andre end repræsentanter for de direkte berørte, der skriver høringssvar. F. eks. har både en campingplads, en børnefestival, foreningslivet, et plejecenter, butikslivet og en borgerforening givet høringssvar til skoledebatten. Den samme mangfoldighed ses, når det gælder afsenderne af høringssvar til budgetkataloget.
Både til budgetkataloget og skoleanalysen blev der lukket for indsendelse af høringssvar tirsdag 17. maj.
På banen for det lokale
Lars Nielsen, L-tek A/S, er en af de fire medunderskrivere fra virksomhederne i Nørager. Han fortæller, at erhvervslivet også var på banen, da børnehaven sidst var i farezonen.
“Generelt når det gælder Nørager og omegn og hvis det vedkommer os, så vil vi gerne være med til at præge udviklingen. Jeg har 125 medarbejdere på L-tek og vil også gerne have lokale medarbejdere i fremtiden. Det bliver sværere, hvis man lukker børnehave, og også skoler for den sags skyld.”
Han peger på, at erhvervsfolkene også har haft forældrehatten på, da de sendte høringssvaret.
“De små børn skal være i nærmiljøet. Politikerne skal passe på ikke at forcere noget, når de skal spare. Da overbygningen blev flyttet fra Allingåbro og Ørsted til Auning gik processen alt for stærkt. Det er synd for en ellers veldrevet skole som alle dage har haft et godt ry for at have en god ledelse og en dygtig lærestab.”
Lars Nielsen ville ønske, at politikerne kunne give arbejdsro og tænke langsigtet.
“Det virker ikke befordrende for arbejdsmiljøet og engagementet på vore skoler og i vores børnehaver, når der er en evig uro om en mulig forestående lukning.”
Høringsproces
Det giver borgmester Jan Petersen ham ret i.
“Jeg er fuldstændig enig. Jeg vil sende den videre til Christiansborg, for der er ikke noget, jeg hellere ville end at levere stabilitet og at bygge om på en god måde.”
Han klandrer indførelsen af omprioriteringsbidraget og en budgetproces, der efter beslutning fra regering og Folketing fokuserer på et år ad gangen i stedet for over fire år, som det har været tidligere.
“Det ville være optimalt med en fireårig aftale. Så havde vi mulighed for at arbejde strategisk ordentligt med tingene.”
Selve processen med åbenhed og mulighed for at afgive høringssvar synes han er ok, selv om det giver uro og dønninger i de små lokalsamfund.
“Det er desværre prisen for åbenhed. Andre gange, når vi tvinges til at tage en hurtig beslutning, får vi skyld for, at det kommer som en tyv om natten. Høringssvar er med til at kvalificere de problemstillinger, der er, og det rummer også den styrke, at lokalsamfund finder sammen. Det har vi for eksempel set i Nørager og Allingåbro.”