Fortsæt til indhold

Akutsygeplejersker forebygger indlæggelser

For andet år i træk kan Køge Kommunes akutsygeplejersker bryste sig af at have forebygget over én indlæggelse om dagen.

Samfund
Arkiv

Akutteam Køge forebygger, at ældre eller sygdomssvækkede personer indlægges på sygehuset, fordi borgeren har fået den nødvendige behandling derhjemme i trygge rammer.
”Det kan være svært at vende tilbage til hverdagen derhjemme, når man netop er blevet udskrevet fra sygehuset, og det kan ende med en ny indlæggelse for ældre eller sygdomssvækket personer. Derfor har vi i Køge Kommune oprettet et Akutteam bestående af sygeplejersker, der har til opgave at forebygge indlæggelser og sikre bedre overgange imellem læger, sygehus og kommune” siger Dora Olsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.
Akutteamet arbejder tæt sammen med sygehuse og praktiserende læger, og også med resten af kommunens hjemmepleje, som overtager hjemmebehandlingen efter de første dage.
Nye tal fra Akutteam Køge viser, at Køge Kommunes indsats for at undgå indlæggelser virker. Hjem fra hospitalet og tilbage igen. Sådan går det ofte, når en ældre bliver udskrevet fra sygehuset, men det behøver ikke være sådan. Ofte kan indlæggelsen på sygehus helt undgås med hjælp fra Akutteam Køge.
Alene i 2015 fik 993 borgere hjælp fra akutteamet og akutsygeplejerskerne har forhindret 377 indlæggelser på et år. Akutteamet har i samråd med praktiserende læger og sygehuslæge varetaget sygeplejen og på den måde sparet en indlæggelse eller formindsket antallet af indlæggelsesdage.

Kommuner løser sundhedsopgaver

Kommunerne er i højere grad blevet en del af det samlede sundhedsvæsen. Opgaver, som sygehusene tidligere tog sig af, er flyttet til kommunerne og de praktiserende læger som fx komplekse kliniske opgaver, information og vejledning om sundhed og sygdom samt psykosocial støtte.
”I Social- og Sundhedsudvalget ser vi det som en af vores vigtigste opgaver at sikre en helhedsorienteret indsats, der styrker borgernes mulighed for et værdigt liv og vi har oprettet Akutteam Køge, fordi det er nødvendigt, at vi tænker i nye løsninger. Det er nødvendigt med mere samarbejde på tværs af hjemmepleje, sygehus og egen læge, så ingen borgere falder mellem to stole, for eksempel når en borger udskrives fra sygehuset.” siger Dora Olsen på vegne af Social- og Sundhedsudvalget.