Fortsæt til indhold

Gratis brugte møbler til skoler i Horsens

Virksomheder i Horsens vil gerne donere brugte møbler til skoler og institutioner

Samfund
Jeppe Rafn

26 skalstole, 20 reoler, 10 borde, 5 whiteboards plus mange flere ting var tilovers, da virksomheden Zimmer Biomet for nylig lukkede sin afdeling på Hattingvej i Horsens. De mange brugte møbler med videre gør nu gavn på Åby Skole i Aarhus, der ligesom flere andre skoler og institutioner bød ind på at overtage møblerne mod kun at betale fragten.
Steffen Høgh fra Aarhus-virksomheden 3R Kontor har formidlet donationen af Horsens-virksomhedens møbler til Åby Skole. Han glæder sig over, at møblerne nu gør gavn på Åby Skole, men allerhelst havde han set dem gå til en skole i virksomhedens lokalområde.
“Vi vil helst flytte tingene så lidt som muligt og give dem væk lokalt,” siger Steffen Høgh, direktør og medejer i 3R Kontor.
Virksomheden lever af at købe store partier brugte kontormøbler og sælge dem videre. Ikke alle møblerne kan sælges videre, og overskudsmøblerne bliver givet videre til skoler, institutioner og frivillige organisationer, der kan tilmelde sig donationsprogrammet på 3xr.dk.
“Der er mange møbler og andre ting som for eksempel service, køleskabe, fjernsyn og billeder, det ikke kan betale sig for os at sælge. De ting smides normalt væk, men vi er imod at smide ting væk, når de kan bruges. Det sparer CO2 ikke at skulle producere nyt, og det hjælper skolerne og institutionerne, der er pressede på økonomien. Vi er stolte af at hjælpe dem,” siger Steffen Høgh.

Ingen i Horsens

320 skoler og institutioner har tilmeldt sig donationsprogrammet, men ingen af dem er fra Horsens-området, fortæller Steffen Høgh. Han håber, at de lokale skoler får øjnene op for muligheden for at modtage gratis brugte kontormøbler. 3R Kontor har faktisk særligt mange kunder omkring Horsens, fordi virksomhedens moderselskab Holmris Designbrokers har en afdeling i Løsning.
“Når Holmris Designbrokers sælger nye møbler til en virksomhed, køber vi virksomhedens brugte møbler,” forklarer Steffen Høgh.