Fortsæt til indhold

Business Horsens vil have flere med på vognen

Ny strategi skal udbrede kendskabet til erhvervsforeningen

Samfund
Lotte Gyldenvang

Business Horsens vil være den forening, erhvervslivet og detailhandlen tænker på først, når de mangler rådgivning og hjælp til at drive forretning i Horsens Kommune.

Det skal en ny strategi med fokus på uddannelser, bosætning og arbejdspladser hjælpe Business Horsens med.
Strategien blev præsenteret af formand for Business Horsens, Finn Damkjær Pedersen ved foreningens 40 års jubilæum onsdag.

Der er cirka 41.000 arbejdspladser i kommunen og lige nu repræsenterer Business Horsens cirka de 24.200 af dem.

“Vores mål er at repræsenterer 30.000 arbejdspladser. Ved at få flere med på vognen kan vi i højere grad styrke vores netværk og dermed i fællesskab hjælpe hinanden i endnu højere grad, end det allerede er tilfældet,” siger Finn Damkjær Pedersen.

Business Horsens er meget optaget af alliancetilgangen, og det skinner igennem i den nye strategi. Blandt andet vil foreningen gerne styrke Horsens som uddannelsesby ved at hjælpe med at skaffe elevpladser og få udenlandske studerende ud i jobs på virksomheder i kommunen. Foreningen har ansat en ny medarbejder, der målrettet skal få nye virksomheder til Horsens - og dermed flere arbejdspladser til de mange tilflyttere, der kommer til byen.

Vil have landsbyerne med

“Vi vil gerne have flere medlemmer, men vi vil ikke vokse for enhver pris. Kvaliteten af vores rådgivning og arbejde skal følge med. Derfor mener vi, at vores mål er realistiske,” siger formanden.

Business Horsens vil have størstedelen af detailhandlen i midtbyen og i resten af Horsens kommune med under vingerne.

“Man skal gøre sig fortjent til sine medlemmer. Derfor er det vores strategi at prioritere, at vi kommer ud til de enkelte forretninger og hører medlemmerne, hvad vi kan gøre for dem. Det gælder også i Brædstrup, Østbirk, Hovedgård og Gedved, hvor vi mange af stederne allerede har igangsat et samarbejde med byernes handelsstandsforeninger,” fortæller Finn Damkjær Pedersen.