Fortsæt til indhold

Brandsstation reddet på målstregen

Slangerup beholder brandstation og Skibby sin tankvogn. Nu skal politikerne finde 1,3 millioner kroner et andet sted

Samfund
Henrik Gregersen

Onsdag formiddag tydede alt på, at brandstationen i Slangerup trods store protester fra lokale snart kunne holde lukkedag, og Skibby vinke farvel til sin vandtankvogn på brandstationen. Men klokken 12 indkaldte borgmester John Schmidt Andersen (V) byrådets partier til en drøftelse. Og da politikerne fem timer senere satte sig til rette til aftenens byrådsmøde, blev en kanin af de større under klapsalver fra de fremmødte brandfolk hevet op af hatten. "Der er enighed om, at vi frem til 2019 bevarer brandstationen i Slangerup og vandtankvognen i Skibby," fortalte borgmester John Schmidt Andersen (V). "Der er tale om en del af budgetforliget, hvor vi har haft en bunden opgave med at gennemføre besparelser på beredskabet, og bloktilskuddet er allerede reduceret. Men der er enighed om partierne imellem - med undtagelse ét -at de 1,3 millioner kroner, der koster at tilkøbe opretholdelsen af brandstationen og vandtankvognen, må vi finde et andet sted," siger John Schmidt Andersen, der fra flere sider høstede ros for at tage initiativ til at trække besparelsen tilbage. Det gjaldt dog ikke den konservative Ole Søbæk, der istedet skosede borgmesteren: "Nu har man brugt halvandet år på en grundig proces, hvor der er foretaget analyser og vurderinger, og vi har indarbejdet det i budgettet. Men det grundige forarbejde er afløst af en dårlig proces og panik lige før lukketid. Jeg er klokken 12 blevet ringet op og spurgt, om ikke det er noget, vi skal tale om. Først klokken 18.15 har jeg set noget på skrift, og der er uden nogen form for anvisning af, hvor de 1,3 millioner kroner skal tages fra. Det kan jeg ikke stemme for," sagde han på onsdagens byrådsmøde.