Fortsæt til indhold

Horsens samler ind til Læger uden Grænser

Samfund
Arkiv

Der bliver også samlet ind i Horsens, når Læger uden Grænser søndag den 29. maj holder sin første landsindsamling. Den lokale indsamlingsleder Ole Kirkholt fra Gedved håber, at mange vil melde sig som indsamler. Det kan man gøre på indsamling.msf.dk.
”For mig har det været rigtig vigtigt at melde mig til denne her indsamling. Læger uden Grænser gør et fantastisk stykke arbejde i verdens brændpunkter. Deres udsendte sætter livet på spil for andre derude – det mindste, jeg kan gøre, er, at være med til at organisere indsamlingen og få folk til at melde sig til at stemme dørklokker på dagen,” siger Ole Kirkholt i en pressemeddelelse fra Læger uden Grænser.
Den lokale opbakning er vigtig for Læger uden Grænser.
”Da vi ikke har lavet den her form for indsamling før, er det meget vigtigt for os, at lokalmiljøerne er så gode til at bakke os op, som de blandt andet er her i Horsens. Vi mangler stadig hænder i marken, men er dybt taknemmelige for den store indsats, der allerede er blevet gjort,” siger Jesper Brix, der er direktør i Læger uden Grænser.
Det er en ændring af indsamlingsloven, der nu giver Læger uden Grænser mulighed for at samle ind til de mange mennesker i verden, der står uden lægehjælp, mangler medicin og ikke er i besiddelse af de basale fornødenheder efter at være blevet ramt af en krig, en katastrofe eller en flugt mod et bedre liv. Læger uden Grænser er verdens største medicinske nødhjælpsorganisation og hjælper de allermest sårbare mennesker i verden.