Sahl Arkitekter vandt udbud i Mårslet
Sahl Arkitekter vandt udbudskonkurrence om at opføre nyt bofællesskab til voksne udviklingshæmmede i Mårslet
Et vinderprojekt er nu fundet blandt fem projektforslag, der alle giver bud på, hvordan et nyt bofællesskab til voksne udviklingshæmmede i Mårslet kan udformes.
Bag vinderprojektet står Sahl Arkitekter og underrådgiverne Cowi og Gustin.
”Jeg er glad for, at vi nu kan indgå en totalrådgivningsaftale med Sahl Arkitekter. De har med deres projekt præsenteret et overbevisende og meget helstøbt forslag til bebyggelsen i Mårslet. Der er i øjeblikket stor efterspørgsel på boliger til handicappede i Aarhus Kommune, så derfor er det ekstra glædeligt, at vi nu kan komme i gang med byggeriet af 28 nye handicapboliger”, siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Thomas Medom (SF) i en pressemeddelelse.
Det er projektet fra Sahl Arkitekter, der har fået den højeste samlede score blandt projekterne i bedømmelsesudvalget. I bedømmelsen har udvalget blandt andet lagt vægt på projektets tidssvarende karakter:
”Vinderforslagets enkle greb løser projektets intentioner. Med afsæt i udbuddets relativt låste planløsninger er det lykkedes at viderebearbejde forslaget og tilføre det kvaliteter og værdi. Projektet er i udpræget grad en tidssvarende rækkehusbebyggelse med en stærk kendetegnende rytme i facaden”.
-lnb