Behøver det at være så kompliceret?
Om kærlighedssprog, dating og astrologi
For nyligt havde jeg en dialog med en af mine kunder – en mand… Han var efter et mangeårigt ægteskab blevet skilt. Udover alt det praktiske han skulle have styr på – så var der også en anden ganske ny verden der nu åbnede sig. Nye romantiske relationer og alt hvad dertil hører.
Verden har ændret sig en kende på 20 år – et klik – så er man midt på datingmarkedet. Der er sikkert delte meninger om den verden. Men det vores fælles dialog handlede om – var det her med hvordan næsten alle, uden undtagelse, går op i deres personlige udvikling. Det er fantastisk fordi vi ønsker at vokse som individer – men til tider kan det blive noget langhåret og navlebeskuende.
”Hvilket kærlighedssprog taler du og hvilket stjernetegn er du født i?” Det var nærmest noget af det første han blev spurgt om på en date…
Kærlighedssprog? Øhhhhh….jeg taler dansk… Stjernetegn…hmmm….Tyren….
Det er da prisværdigt, at nogen har sat sig ned og kreeret et system og undersøgt hvordan vi kommunikerer – sådan så nogle misforståelser kan undgås. Men måske er det ikke altid udvikling, at finde en partner på rekordtid, fordi vedkommende kender samme referenceramme. Der er god grund til at turde lytte med hjertet, følge intuitionen og anvende en smule fornuft. For der er ganske enkelt stor fare for at nogle nuancer udelukkes, når alting skal være indenfor en ramme og have en facitliste.
Jeg forklejner ikke astrologien – jeg er overbevist om, at den har meget godt at byde ind med – men glem det generelle og pas på med ikke at lade dig begrænse, eller udelukke noget, der kan berige dig – bare fordi det skal passe ind i en kasse, eller er skrevet i en bog.
Det er ikke ufornuftigt at lytte til kloge hoveder, det kan bare nogle gange give mere mening, at lytte til dig selv. Når du ikke tør det, handler det ofte om, at du kan have gavn af at se på om dit selvværd skal have et boost – sådan så du igen tør lytte efter din egen mavefornemmelse. Når du står stærkt i dig selv, kender dit eget værd, dine egne værdier og dine grænser – så har du størst mulighed for at vokse som individ og blive endnu klogere på dig selv og din omverden.
Start med at spørge dig selv:
Hvem er jeg?
Hvad er vigtigst for mig (værdisæt)
Hvis du tør gå ind i de to spørgsmål til dig selv – så er du LANGT! Og når du kender dit eget værd, så bliver det også meget lettere, at finde frem til de værdier du søger hos en anden.
Så vær åben og rummelig, behandl dig selv og andre med respekt, mærk efter hvad du ønsker dig af livet, lad være med at have travlt, dyrk din nysgerrighed og lev livet. Lev livet hele livet.