Låsby-børn jubler over national pris
Årets trafiksjæle kåret af GF Forsikrings fond
Den årlige arbejdsdag i grundejerforeningen Klanghøj i Låsby blev ikke helt almindelig. I år var den nemlig rammen om en national prisoverrækkelse for børnene, der blev kåret som Årets Trafikildsjæle af GF Forsikrings fond.
Egentlig handlede lørdagen alene om at vedligeholde de 30.000 kvadratmeter grønne arealer, som grundejerforeningen Klanghøj råder over. Men på arbejdsdagen i det populære Låsby-kvarter var det i år børnene og trafiksikkerheden, der stjal hele billedet.
Ved middagstid udviklede området foran teltet sig nemlig til noget nær en festivalplads, da børnene modtog GF Fondens nationale pris som Årets Trafikildsjæle.
“Tusind tak for den her pris! Vi er vildt glade og stolte,” lød det fra Vigge Frederiksen og Jakob Kristoffersen, begge 10 år, der holdt den officielle takketale på vegne af børnene på Klanghøj.
Børnene kunne i dagens anledning fremvise helt nymalede skilte, der med ord som ”pas på – legende børn – max. 30 kilometer i timen”, talte deres eget tydelige, trafiksikre sprog.
Alice Lundager fra GF Forsikring i Horsens og Silkeborg overrakte trafikildsjæleprisen til børnene på vegne af GF Fonden. Hun lagde i sin tale vægt på, at børnene på den private fællesvej er gået foran med et godt eksempel ved selv at gøre noget aktivt for at gøre området mere trygt og sikkert at færdes i. Der er tale om en forebyggende indsats, for området har hidtil været forskånet for ulykker og uheld, og sådan skal det gerne fortsætte.
Skulderklap, balloner og cykeltjek
“I tænkte: Hvorfor vente på at andre gør noget, når man kan gøre det selv - og hvorfor overlade arbejdet med trafiksikkerheden til de voksne? I tog selv affære og satte fartdæmpende skilte op i kvarteret, og I fortsætter jeres gode arbejde med at sætte fokus på, at vi skal holde øje med hinanden i trafikken. Jeres indsats fortjener et stort skulderklap,” lød det i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
e.r