Volkswagen i Højbjerg er kåret til landets bedste
Højbjerg-forretning tog tre ud af ti priser ved Volkswagen-awardshow
På bare et år har Volkswagen i Højbjerg fået opbygget den bedste erhvervsafdeling i landet og forbedret salget med 50 procent. Det er nu blevet hædret med tre priser ved awardshowet 'Volkswagen Erhvervsbiler Award'. Her vandt afdelingen nemlig tre priser: Årets servicerådgiver, årets erhvervssælger og årets erhvervsteam.
I følge salgschef i erhvervsafdelingen, Karina Rosendal, er årsagen til successen simpel:
“Vi har sat større fokus på erhvervsafdelingen, hvor flere af os kommer fra lokalområdet og har mange års erfaring. Det gør, at vi har fået godt gang i nogle af de større kunder, og når de får gode oplevelser, så bliver den historie hurtigt spredt i lokalområdet,” siger hun i en pressemeddelelse.
“Jeg tror, vi alle har det som om, det er vores anden familie. Vi vil gerne hjælpe hinanden, og det skaber et rigtig godt team. Vi gør meget socialt for at styrke sammenholdet og holde humøret højt, og det kan kunderne mærke,” fortsætter hun.
I dag består erhvervsafdelingen af to sælgere, en servicerådgiver og tre mekanikere.
Der er 55 Volkswagen-erhvervscentre i Danmark, og knap 250 mennesker deltog i Volkswagen Erhvervsbiler Award. Der blev uddelt ti priser i alt - hvor altså de tre gik til Volkswagen Højbjerg. /CSJ