Eventyrland indtog igen Viby Skoles SFO
På trods af at stærk mørk magi var på spil, så endte alt godt, da eventyrlandet Varda udfoldede sig i Viby
For femte år i træk har børnene på Viby Skoles SFO bevæget sig ud i eventyrlandet Varda. Det skete i sidste uge, hvor magi, orker, skyggekrigere, hekse og elverprinsesser fyldte SFO'ens område. Hele ugen fik børnene fri klokken 12 og deltog sammen med lærerne.
Trods den stærke mørke magi, som var på spil, endte alt godt. Elverdronningen Nienna blev atter dronning, og skyggekrigerne blev fordrevet fra Varda.
Leg og læring i forening
Det er Annette Ladefoged Schiønning, tidligere SFO-pædagog på Viby skole, som for femte år i træk står bag Varda. Hun fortæller, at børnene glæder sig i flere måneder op til Varda-ugen, og at der er megen læring i rollespillet.
“Vi gentager Varda igen i år, fordi vi oplever et stort udbytte. Børnene udvikler sociale kompetencer, empati samt fantasi, og de får en forståelse for sammenhold, konflikthåndtering og er med til at skabe nye relationer på tværs af klasser,” lyder det fra Annette Ladefoged Schiønning i en mail til redaktionen.
I rollespillet er der plads til alle - både de der vil kæmpe og slås, og de som vil sy og lave fedtsten. Og alle står sammen mod den fælles fjende, Skyggekrigerne.
“Lille Peter fra 0.A kæmper side om side med Marie fra 4.B og Jens fra 2.A. Bliver han dræbt, går han til en healerqueen fra 3.A, som hjælper ham. Disse fællesskaber lever videre i lang tid, efter rollespillet er slut,” fortæller Annette Ladefoged Schiønning, hvis opgave har været at skabe den røde tråd i historien og i samarbejde med SFO-lederen Vivi Andersen at få styr på alt det praktiske - som der er meget af i så stort et rollespil.
Selvom der altså ligger rigtig megen læring skjult i morskaben, så er fokus hele tiden på legen for...
“Hvis læringen i Varda kommer oppefra, så stopper legen øjeblikkeligt,” lyder det fra Annette Ladefoged Schiønning. /CSJ