En fest på to hjul i Horsens midtby
Midtbyen bærer præg af, at Horsens er vært for speedwayløb, motorcykelfestival og cykelløb
I næste uge er Horsens vært for Kjærgaard Danish FIM Speedway Grand Prix, Horsens State Prison Motorcycle Festival og UCI cykelløbet Grand Prix HorsensPosten. I den anledning inviterer kommunen til fire dage med aktiviteter på Søndergade og Rådhustorvet fra torsdag 9. juni til søndag 12. juni.
“Vi vil gerne markere, at byen er vært for tre store arrangementer i den weekend, og det er oplagt at sætte fokus på de to-hjulede køretøjer med en optakt i byen under navnet 'Horsens på 2 hjul'. Det er et fantastisk projekt, og der er stor opbakning fra både de tre arrangementer i weekenden og byens detailhandel i form af CityHorsens & Bytorvet samt Sport Event Danmark, som også støtter projektet. Det er skønt, når flere har lyst til at lege med,” siger Iben Høgh Grøftehauge fra Kulturafdelingen i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
Motorcykelfestivalen leverer fredagens musikalske hovednavn på Søndergade i form af Kings of Rock, mens KulisseLageret/Musikstedet sørger for, at der også bliver optrædener fra lokale kunstnere.
I Kuben er der ligeledes fredag officiel nummertrækning til lørdagens speedwaystævne på Casa Arena. Lørdag får børnefamilierne mulighed for at krydre shoppeturen på Søndergade med race med fjernstyrede biler med Legekæden, MC-optog og et kreativt værksted.
På Rådhustorvet kan man torsdag møde skateren Rene Villumsen og AJ Scooters, der inviterer til workshop, hvor man kan lære tricks på skateboards og løbehjul. Trial Action viser tricks på trial bikes, og den lokale kreative ildsjæl Lisbeth Ivanhoe hjælper med at pimpe cykler, trehjulede, løbehjul og barnevogne.
Torsdag fra 13.30-17: Horsens på 2 hjul på Rådhustorvet
Fredag fra 14-14.45 er der officiel nummertrækning i Kuben til Speedway Grand Prix og autografskrivning med de danske speedwaykørere Nicki Pedersen, Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand og Anders Thomsen.
Lørdag 10-12.30: Få en snak med speedwayekspert og tidligere kommentator Ib Søby i Bytorv Horsens
11-14: Pimp din cykel, workshop og kreativ nørderi ved Kuben
11-14 Tag din fedeste fjernstyrede bil med til ræs på Søndergade
11-14 Racerbaneræs i Kuben
11.10-1120: Motorcykelparade gennem Søndergade
Alt er gratis at deltage i.